En dansk virksomhed har netop fået godkendelse til at producere militære raketter til forsvar af Danmark og allierede lande. Våbenfabrikken kommer til at producere 10.000 raketter om året – se her, om du får den som nabo
“Det her bliver kæmpestort. Vi har alle tilladelser i hus, vi har Forsvarsministeriets opbakning, investorer og et teknisk set-up, som betyder, at vi kan starte produktionen op efter sommerferien,”
Sådan siger direktør i SkyPro Propulsion, Michael Kjær Sørensen, til TV 2, om den tilladelse, som hans virksomhed nu har fået til at producere militære raketter i Danmark.
Helt konkret får den danske virksomhed SkyPro Propulsion nu lov til at producere raketter til raketkastersystemet PULS, som Forsvaret endnu er i gang med at indfase, efter man købte otte styks fra den israelske våbenvirksomhed Elbit.
(Artiklen fortsætter udner billedet)

De pågældende raktetter vejer 69 kilo, er 2,9 meter lange og har en rækkevidde på 40,2 kilometer. Raketterne kan bruges i PULS-systemet, men de kan også anvendes i det amerikanske HIMARS-system.
De koster omkring 75.000 kroner stykket.
SkyPro Propulsion kommer til at producere våbnene på en nedlagt luftbase i byen Vandel, der ligger i Vejle Kommune.
Ifølge direktør Michael Kjær Sørensen skal fabrikken producere 10.000 raketter om året.
Det siger han til TV 2 og Berlingske.
Planen er ifølge direktøren at hyre 110 produktionamedarbejdere og ingeniører til Vandel i løbet af det næste halve år.
Samtidig forventes det, at man inden for det samme halvår er klar til at testaffyre de første raketter.
“Efter tilladelsen kom i hus, har jeg fået meget travlt. Men efter lanceringen i dag får vi forhåbentlig fred de kommende måneder til at få det hele bygget op,” siger direktør Michael Kjær Sørensen til TV 2.
“Vores raketteknologi er helt unik. Den måde, vi laver dem på, den måde, vi støber raketterne på, er anderledes; den måde, motoren er produceret på, gør, at raketterne følger en meget mere præcis ballistisk bane,” lyder det fra Michael Kjær Sørensen til Berlingske.
