Der findes ikke én klimapolitik, som virker overalt. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet.
Undersøgelsen har spurgt mere end 400 internationale eksperter inden for økonomi, miljøpolitik og statskundskab om, hvilke klimapolitikker der fungerer bedst. Resultatet viser store geografiske forskelle i anbefalingerne, men også en markant fællesnævner: et overvældende flertal støtter indførelsen af en CO2-grænseafgift ved handel mellem lande.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Studiet er udført af lektor i økonomi Frikk Nesje sammen med kolleger fra Tyskland og Schweiz og er den hidtil største internationale undersøgelse af eksperters anbefalinger på området. Eksperterne er udvalgt på baggrund af deres publikationer i anerkendte videnskabelige tidsskrifter og repræsenterer et bredt geografisk og fagligt spektrum – fra økonomer og politologer til miljøforskere og jurister.
”Vores mål har været at give beslutningstagere et solidt vidensgrundlag, så de kan skræddersy klimapolitikker, der kombinerer miljømæssig effektivitet med økonomisk effektivitet og hensyn til retfærdighed, uanset hvor i verden de skal indføres. Dette for at sikre, at klimapolitikken både virker og bliver vedtaget,” forklarer Frikk Nesje.
Undersøgelsen viser blandt andet, at dobbelt så mange eksperter foretrækker en CO2-afgift frem for handel med CO2-kvoter som i EU’s emissionshandelssystem. Men der er store variationer: i højindkomstlande som USA og Danmark er afgifter det foretrukne værktøj, mens eksperter fra lavindkomstlande ofte peger på kvotehandel som mere realistisk.
Stort flertal for CO₂-grænseafgift
Et opsigtsvækkende resultat er, at hele 74 procent af eksperterne uanset nationalitet og faglig baggrund anbefaler en form for CO2-grænseafgift. Det vil sige, at importvarer pålægges en afgift svarende til importlandets CO₂-afgift, kombineret med kompensation til CO2-tung eksport.
”CO2-grænseafgifter er tydeligvis blevet en helt central brik i diskussionen om, hvordan man undgår konkurrenceforvridning og CO2-lækage i forbindelse med klimapolitik. Og det er opsigtsvækkende, hvor bred opbakningen er, når man tænker på de juridiske og tekniske udfordringer, der er forbundet med at indføre CO2-grænseafgifter,” siger Frikk Nesje.
En CO2-grænseafgift er allerede på vej til at få en vigtig rolle i EU’s klimapolitik gennem Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), som indfases gradvist frem mod 2026.
Hvad skal pengene bruges til?
Eksperterne er mere uenige om, hvordan indtægterne fra CO2-afgifter eller -kvoter bør anvendes. Den mest populære anbefaling er investeringer i grøn forskning og udvikling, tæt fulgt af målrettede overførsler til de husholdninger, der rammes hårdest af afgifterne. Til gengæld bakker færre op om at udbetale pengene som faste beløb direkte til borgerne, som ellers ofte foreslås i amerikanske debatter.
”Her kan vi især se, at eksperternes faglige baggrund spiller ind: Økonomer anbefaler typisk tiltag, der retter sig mod økonomisk effektivitet, fx at reducere forvridende skatter eller overførsler af penge til husholdningerne. Omvendt foreslår eksperter fra andre faggrupper langt oftere, at pengene skal bruges på offentlige investeringer i fx grøn teknologi,” fortæller Frikk Nesje og tilføjer, at begge perspektiver er nødvendige for at designe politik, der både virker og bliver vedtaget.
Forklaringer fra studiet
Studiet er publiceret i tidsskriftet Environmental and Resource Economics under titlen ”Designing carbon pricing policies across the globe” af Frikk Nesje, Robert Schmidt og Moritz Drupp. Det udgør det hidtil mest omfattende internationale vidensgrundlag om eksperters vurderinger af klimapolitiske værktøjer.
En CO₂-grænseafgift, eller Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), som det også bliver kaldt, er et EU-initiativ, der skal forhindre, at virksomheder flytter produktion til lande med lavere klimaambitioner – ”CO₂-lækage” kaldes det. CBAM indfases fra 2023-2026 og er planlagt til fuld implementering i 2026.
Ifølge EU-Kommissionens egen beskrivelse skal CBAM skabe ”lige vilkår” for europæiske producenter, så grøn omstilling ikke fører til tab af konkurrenceevne. Samtidig skal den fremme globalt lavere CO2-udledning ved at give andre lande incitament til at indføre egne CO2-priser.