Polen og en række af landets allierede har tidligt tirsdag morgen sendt flere militærfly i luften, efter at Rusland har iværksat et luftangreb i det vestlige Ukraine.
Det oplyser den operative kommando i det polske militær på det sociale medie X.
– Tiltagene har til formål at garantere sikkerheden i de regioner, der grænser op til de områder, hvor der er en risiko, skriver kommandoen i opslaget.
Luftalarmerne lyder tirsdag morgen i store dele af Ukraine, efter at lokale myndigheder i Ukraine har advaret om russiske missilaffyringer over landet.
– Luftalarmen fortsætter. Bliv i beskyttelsesrummene, indtil faren er drevet over, lyder det fra den militære administration i Kyiv ifølge nyhedsbureauet AFP.
En 44-årige kvinde er tirsdag morgen blevet såret under et luftangreb i byen Obukhiv, der ligger i den ukrainske hovedstadsregion, Kyiv. Det oplyser ukrainske myndigheder.
Flere huse er desuden blevet beskadiget i byen Fastiv, der ligeledes ligger i den ukrainske hovedstadsregion.