Gemt væk hos Viaplay: Stjernespækket dansk dramaserie ser endelig dagens lys

TV 2 har købt dramaserien ‘Den gode stemning’ fra Viaplay, der grundet økonomiske problemer har holdt på serien siden 2024.

Seere i England, USA, Tyskland, Spanien og Australien har allerede kunnet opleve Pilou Asbæk og Iben Hjejle i ‘Den gode stemning’.

Men herhjemme i Danmark har dramaseriens fremtid længe været usikker.

Produktionen blev afsluttet i 2024, men alligevel har Viaplay gemt på serien. Grunden skal ifølge Soundvenue findes i streamingtjenestens økonomiske problemer i de seneste år.

Nu er der dog endeligt gode nyheder for de danske seere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Laust Trier Mørk/TV 2

‘En tidlig julegave’

I en pressemeddelelse annoncerer TV 2, at de har erhvervet sig rettighederne til ‘Den gode stemning’.

Ifølge pressemeddelelsen kommer købet i forlængelse af mediehusets overordnede fokus på at styrke udvalget af dansk fiktion.

“TV 2 har en stor og vigtig ambition om at levere dansk kvalitetsindhold til alle danskere, og her greb vi chancen for at udvide vores store fiktionstilbud med en rigtig stærk serie. Hverken branchen eller seerne er tjent med, at god dansk fiktion ikke kommer ud og møder publikum, og vi er derfor glade for og stolte over, at vi nu kan give danskerne en tidlig julegave med en dramaserie, hvor nogle af Danmarks største stjerner leverer en pragtpræstation,” siger TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, i pressemeddelelsen.

Pilou Asbæk og Iben Hjejle som bror og søster

‘Den gode stemning’ er skabt af instruktør Kaspar Munk og skrevet i et samarbejde mellem ham og forfatter Lone Hørslev.

Serien følger søskendeparret Eva og Mads, der bliver spillet af Iben Hjejle og Pilou Asbæk.

Eva har overtaget familiens arkitektfirma, mens Mads arbejder som musiklærer. Alt er på overfladen fryd og gammen.

Men bag facaden kæmper begge søskende hver deres kamp. Mads ender i et misbrug i et forsøg på at undertrykke de knuste musiker-drømme, og Eva balancerer en hemmelig affære og et stort ansvar for et skrantende firma.

Udover de to hovedrolleindehavere medvirker blandt andre Rasmus Botoft, Thomas Hwan, Tammi Øst, Evin Ahmad og Marijana Jankovic også i serien.

‘Den gode stemning’ udkommer i otte afsnit, fordelt på fire dobbeltafsnit.

Det første dobbeltafsnit får premiere på TV 2 og TV 2 Play den 15. december 2025. Over de efterfølgende tre dage vil resten af serien blive rullet ud.

Flere af de ‘Matador’-kostumer, der mandag var under hammeren hos auktionshuset Bruun Rasmussen, blev købt hjem af Nordisk Film.