Roskilde Festivals mangeårige programchef, Anders Wahrén, er blevet valgt som ny administrerende direktør for spillestedet Vega i København.
Det oplyser Vega i en pressemeddelelse.
Anders Wahrén har været programchef for Roskilde Festival i 14 år. Hvem der skal afløse ham som programchef er endnu uvist.
Han tiltræder sin nye stilling for Vega til sommer. Ifølge Kulturmonitor skal han foreløbigt koncentrere sig om spillestedet på Vesterbro og de tre scener Store Vega, Lille Vega og Ideal Bar.
– For mig er Vega Danmarks vigtigste permanente musikscene, og jeg glæder mig til at kunne arbejde med alt fra de spæde talenter til de største hjemlige stjerne og nye internationale strømninger.
– Vega er båret af stærke værdier og ambitioner om at drive positiv forandring, som harmonerer godt med det, jeg står for og er rundet af. Der er allerede et stærkt hold i Vega, som jeg glæder mig til at udfolde fremtidens planer og drømme sammen med, siger Anders Wahrén i pressemeddelelsen.