Onsdag eftermiddag er der sket en større udrykning af beredskabsstyrker til Tivoli i forbindelse med et alarmopkald fra forlystelsesparken. Den travle Vesterbrogade er i den forbindelse også blevet afspærret
Billedet fra stedet viser onsdag eftermiddag kort før klokken 13.00, at en akutlægebil og en ambulance sammen med en lang række brandbiler og politikøretøjer er til stede foran Tivolis hovedindgang på Vesterbrogade i Indre By.
Urykningskøretøjerne holder ned ad det meste af den travle gade, mens brandfolk og betjente ses arbejde inde i selve forlystelsesparken.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Københavns Politi bekræfter på det sociale medie X, at der er sket en udrykning til Tivoli, og at noget af parken er blevet evakueret.
‘Vi er til stede i Tivoli efter en anmeldelse om røgudvikling i Pantomimeteateret. Der er konstateret flammer fra taget. Umiddelbart ingen melding om personskade.’
‘Restaurant Grøften er evakueret. Endvidere er Vesterbrogade afspærret mellem H.C Andersens Boulevard og Bernstorffsgade,’ oplyser Københavns Politi.
I første omgang havde Københavns Politi ikke yderligere oplysninger i sagen, men efter brandfolk fra Hovedstadens Beredskab fik mulighed for at inspicere bygningen og slukke flammerne, kunne der manes til ro.
‘Brandvæsenet er ifærd med at lufte ud på stedet. Der har med al sandsynlighed været tale om en kortslutning, hvilket vi undersøger yderligere,’ oplyser Københavns Politi på det sociale medie X.
Onsdag klokken 13.30 vil der være et mindre pressemøde om branden i Tivoli.
Indsatsleder ved Hovedstadens Beredskab oplyser ved pressemødet, at 25 brandfolk har været indsat til slukningen.
“Branden er opstået i nogle elinstallationer og har spredt sig til facaden,” siger indsatslederen.
“Teatret har ikke taget skade, og Grøften har ikke taget skade,” lyder det videre.
Der er hverken sket alvorlige vand-, brand- eller røgskader på teatret som følge af branden og det efterfølgende slukningsarbejde.
Pantomimeteatret, der er 151 år gammelt, er en fredet bygning. Det er Tivolis ældste bygning.
“Det er en vigtig bygning. Tivolis ældste. Vi kan kun glæde os over, at der er reageret så hurtigt,” siger Tivolis havedirektør.
“Jeg glæder mig over, at der er ro på stedet.”
Det var en medarbejder på Grøften, der opdagede branden og efterfølgende anmeldte den.
Presse-fotos.dk følger sagen …











