Drama på kollegie: Batteri sprang i luften – Flere ambulancer haster til stedet

En person er blevet bragt til hospitalet til kontrol for røgforgiftning, oplyser Københavns Politi. Samtidig er flere personer blevet evakueret i forbindelse med hændelsen.

Københavns Politi rykkede natten til torsdag ud til en brand på et kollegie i det sydvestlige København, efter at et batteri til en elcykel eksploderede på et værelse.

Flere personer blev evakueret fra ungdomsboligerne på Molestien 10, og mindst én person måtte efterfølgende på hospitalet.

Det oplyser vagtchef Dyre Sønnicksen fra Københavns Politi til Ritzau.

‘Umiddelbart er der en person, der har fået så meget røg, at vedkommende skulle til Hvidovre Hospital til yderligere kontrol.’

‘Der er også andre, der fik røg,’ siger Dyre Sønnicksen og tilføjer, at de kortvarigt blev tilset i ambulancen på stedet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Klokken 02.29 modtog politiet en anmeldelse om, at flere automatiske brandalarmer var gået i gang i bebyggelsen.

‘Da vi kom frem, stod et par hundrede personer næsten uden tøj på.’

‘Det nærliggende Hotel Scandic lukkede dørene op, så vi kunne få dem ind i varmen, mens brandvæsnet fik styr på området,’ siger vagtchefen.

Ifølge brandvæsnet var det et cykelbatteri, der eksploderede og efterfølgende brød i brand.

‘Brandvæsnet har konstateret, at det var et cykelbatteri, der var eksploderet på et af værelserne og var gået i brand. Det gav en del røgspredning, og hele bygningen gik i gang med at evakuere sig selv,’ oplyser han.

Torsdag morgen kunne de fleste beboere vende tilbage til deres værelser. Dog er 10-15 værelser fortsat ved at blive renset for skadelige partikler.

‘Det værelse, hvor der har været brand, kan man ikke komme tilbage i. Det skal undersøges nærmere, når det bliver lyst.’

‘Det brændte batteri har også udviklet giftige partikler, så skadeservice er ved at gøre rent, så beboerne i løbet af formiddagen kan komme tilbage på værelserne,’ siger Dyre Sønnicksen.

Meteorologer advarer: Ekstrem kulde fortsætter langt ind i marts

Korte videoer