Der er fredag indledt svære forhandlinger om at danne en ny regering efter folketingsvalget i denne uge.
Et af de springende punkter er Moderaternes frygt for, at et forståelsespapir for en ny regering skal klappes af i Enhedslistens hovedbestyrelse, efter at den er blevet forhandlet på plads og indgået af folketingsgruppen.
Men politisk ordfører Pelle Dragsted (EL) afviser fredag, at hovedbestyrelsen skal godkende forhandlingerne.
– Nej, vi inddrager vores bagland, og det håber jeg også, andre partier gør, men det er folketingsgruppen, der forestår forhandlingerne, siger han kort.
Efter indledende forhandlinger fredag er han positiv over for resten af processen. Hverken rød eller blå blok har flertal og er afhængig af Moderaterne for at danne en regering efter folketingsvalget tirsdag.
Dagen efter valget sagde formand Lars Løkke Rasmussen (M) under en debat afholdt af Publicistklubben, at han frygter, at Enhedslistens folketingsgruppe ikke har lov til at godkende dannelsen af en ny regering, uden at det er afstemt med partiets hovedbestyrelse.
– Jeg tror ikke, at Danmark har brug for en politik, der er afstemt med Enhedslistens hovedbestyrelse, hvis jeg skal sige det, som det er, sagde Løkke blandt andet.
Enhedslisten er kollektivt ledet og har ikke en egentlig leder, men en politisk ordfører i form af Dragsted.
Løkke refererer dermed til, at hovedbestyrelsen tidligere har haft stor indflydelse på dansk politik.
Men det har ændret sig de seneste mange år, da folketingsgruppen især under og efter den hastige lovgivning under coronatiden fik løsere tøjler.