Vintervejret holder fast, og allerede midt på ugen kan et markant vejrskifte ramme landet med sne, slud og regn.
Hvis man søndag har været udenfor og nydt vejret, er der gode chancer for en gentagelse mandag. Ugen starter nemlig vejrmæssigt, som den seneste sluttede.
‘Det bliver en tro kopi af søndag,’ siger DMIs vagthavende meteorolog Anja Bodholdt til B.T.
Vejret bliver ifølge meteorologen roligt, men ikke ligefrem spændende. Temperaturerne vil ligge omkring frysepunktet, og store dele af landet kan forvente mange skyer.
‘Ganske roligt – til den kedelige side, hvis man kan tillade sig at sige det,’ uddyber hun.
Der kan desuden forekomme let sne flere steder i landet, dog uden de store mængder.
‘Det bliver en dag med massere af skyer, det vil sne lidt hist og her – ikke i store mængder, men det kan godt drysse lidt rundt omkring,’ siger hun.
Man skal dog ikke regne med, at vejret holder hele ugen. Midt på ugen nærmer en front sig de danske grænser, som kan bringe både slud, regn eller sne med sig, afhængigt af temperaturerne.
‘Foråret er ikke lige om hjørnet,’ afslutter hun.
Frygter det værste: Politi, ambulance og beredskab rykker ud til sø
