Gæster sidder tidligt onsdag aften fanget i mange meters højde i en rutchebane i en dansk forlystelsespark. Vidner hørte et ‘klonk’ – og så gik det galt
Forlystelsen ‘Piraten’ i det populære Djurs Sommerland er tidligt onsdag aften gået i stå og fanget en masse gæster.
Det skriver TV 2 Østjylland, der har været i kontakt med forlystelsesparkens administrerende direktør, Henrik B. Nielsen.
Et øjenvidne hørte før forlystelsen gik i stykker en ‘klonk’-lyd, og så derefter af gæsterne sad fast i en af rutchebanens vogne på vej op ad.
“Jeg tænker, der er sket én eller anden form for funktionsfejl. Mit bud er, at klonk-lyden er fordi, de har hævet nødbremsen på vej opad. Lige nu er de ved at hjælpe folk ned. Jeg så en operatør, der gik op til vognen iført noget seletøj,” siger øjenvidnet Jakob Ovesen til TV 2 Østjylland.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den administrerende direktør Henrik B. Nielsen oplyser, at forlystelsen blev stoppet efter en fejlmelding.
“Vi er i gang med at tage gæsterne ud af vognene, men det tager lidt tid, fordi der kan være op til 16 gæster ad gangen i et vogntog,” siger han til mediet
TV 2 Østjylland bringer en video, hvor man kan se, at vognene holder stille på en stejl bakke på rutchebanen i mange meters højde.
Piraten er 755 meter lang og har en topfart på 90 kilometer i timen.