Politiet har sigtet en 29-årig for at fremme en terrorsammenslutning på en krypteret beskedtjeneste
En mand fra det højreekstreme miljø har accepteret en fortsat varetægtsfængsling i fire uger.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
Den 29-årige mand fra Ishøj blev varetægtsfængslet 10. december, og fristen udløber på mandag.
Men den dag bliver der et retsmøde om, hvorvidt der er grundlag for en fortsat frihedsberøvelse. Årsagen er, at han har indvilget i en frivillig forlængelse.
Ved en aktion 9. december blev manden anholdt, og sigtelsen handler om, at han skal have fremmet en terrorsammenslutning på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Han er sigtet for fra i alt 13 forskellige profiler, grupper og kanaler på Telegram at dele og muliggøre deling af højreekstremistisk propaganda.
På en lydfil skal manden være kommet med klare instruktioner:
– De her mennesker skal fucking frygte dig, skal han have sagt.
Det er terrorsammenslutningen Terrorgram, som den 29-årige er sigtet for at have fremmet.
Terrorgram er en sammenslutning af kanaler på Telegram og fungerer som en kommunikationsplatform for højreekstremistiske organisationer som Atomwaffen Division og The Base.
Politiet hævder, at den 29-årige har overtrådt straffelovens paragraf 114 e. Den drejer sig om at fremme virksomheden for personer eller grupper, der har til hensigt at begå terror.
Retten i Glostrup har begrundet varetægtsfængslingen med, at han på fri fod kan tænkes at ødelægge politiets efterforskning.
/ritzau/
En mand er fredag morgen blevet fundet i vandet og er efterfølgende afgået ved døden.