Et nyt forslag fra EU-kommissionen kan betyde farvel til de velkendte samtykkevinduer på nettet.
Det kan snart være slut med de utallige klik på “accepter cookies”, når man besøger en hjemmeside.
Ifølge mediet Politico planlægger EU-kommissionen i december at fremlægge et lovforslag, der skal gøre op med den nuværende model for samtykke til cookies.

Forslaget indebærer blandt andet, at de kendte pop-up-vinduer kan forsvinde fra hjemmesider.
Mandag mødtes kommissionen med repræsentanter fra den europæiske tech-branche for at drøfte sagen.
I et internt dokument sendt til en fokusgruppe – som Politico har set – fremgår det, at man arbejder på en løsning, hvor brugere kan vælge deres cookie-præferencer ét sted, eksempelvis direkte i browserens indstillinger.
Baggrunden er ePrivacy-direktivet, der blev vedtaget i 2009.
Ifølge reglerne må hjemmesider ikke aktivere cookies, før brugeren aktivt har givet samtykke. Kun cookies, der er strengt nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere, er undtaget.
I dag – mere end 15 år senere – betyder det i praksis, at pop-up-vinduer møder brugere næsten overalt på nettet. For mange er det blevet en rutine at klikke “accepter” uden at læse, hvad der gives samtykke til.
“For meget samtykke dræber i bund og grund samtykke. Folk er vant til at give deres samtykke til alt, så måske holder de helt op med at læse, hvad de giver samtykke til. Hvis samtykke er standarden for alt, så opfattes den ikke længere på samme måde af brugerne”, siger dataadvokat Peter Craddock til Politico
Det er endnu uvist, hvornår de konkrete ændringer kan træde i kraft, men kommissionen ventes at præsentere sit forslag inden årets udgang.
Bryggens dronning er blevet kioskejer: “Folk fra hele landet kommer forbi”