Populære danske film som ‘Den sidste viking’ og ‘Ternet Ninja 3’ lokkede danskerne til biografen i løbet af efterårsferien.
Efterårsferien er traditionelt højsæson for de danske biografer.
Når skolerne holder lukket i en uge, og vejret udenfor er trist og gråt, finder mange danskere sig til rette i biografsalens lune og fordybende mørke.
Og det har man kunnet mærke i en helt særlig grad i år.
Tallene fra FAFID – Foreningen af Filmudlejere i Danmark – taler sit tydeligt sprog: Danskerne er strømmet til biograferne i den netop overståede efterårsferie.
Faktisk er efterårsferien 2025 den største for biograferne siden 2021 – og det kan der være en helt særlig grund til.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Coronaen ramte hårdt
Det er ikke nogen hemmelighed, at de danske biografer har haft det svært i de seneste år.
Årtiet startede katastrofalt med coronapandemien, der ikke bare lukkede og begrænsede biograferne i lange perioder, men også fundamentalt ændrede filmlandskabet.
De filmproducerende mediegiganter så pludselig en fidus i at udgive store film enten direkte eller ret hurtigt på streamingtjenester, og seernes vaner ændrede sig tilsvarende.
Efter coronapandemien har de de danske biografer ikke opnået samme billetsalg, som de havde før pandemien. Og i de seneste år har udviklingen kun gået den forkerte vej, viser tal fra Danmarks Statistik.
Men i år er der håb at spore for de danske biografer.
De seneste tal fra Det Danske Filminstitut viser, at der indtil videre i 2025 er solgt mere end 7,9 millioner biografbilletter i Danmark. Det er en stigning på fire procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
I efterårsferien fortsatte de gode takter med næsten 700.000 billetter solgt i løbet af ferien.
Stærkt år for dansk film
Direktør for Danske Biografer, Michael Valentin, ser det stærke billetsalg i efterårsferien som et tegn på, at der er bedre tider i vente for de danske biografer.
I en pressemeddelelse nævner han en specifik tendens som en essentiel faktor i den positive udvikling:
“Vi har altid vidst, at danskerne elsker danske film. Det er danske film som ‘Ternet Ninja 3’, ‘Rejseholdet’, ‘Børnene fra Sølvgade – Tager kampen op’ og ikke mindst ‘Den sidste Viking’, der tilsammen har hevet over 1,5 million danskere op af sofaen og ind i biografens magiske mørke. (…) Sådan et efterår beviser, at hvis vi har de rigtige film og vi formår at formidle, at biografen er en helle fra stress og skærm, går vi en ny guldalder i møde,” siger Michael Valentin.
Og statistikkerne bakker ham da også op.
Ifølge tallene fra Det Danske Filminstitut har de danske film i år solgt mere end 2,9 millioner biografbilletter – en stigning på hele 49% i forhold til samme tidspunkt i 2024.
De tre mest sete film i biograferne i efterårsferien var også danske. De tre film er henholdsvis ‘Den sidste Viking’, ‘Børnene fra Sølvgade – Tager kampen op’ og ‘Ternet Ninja 3’ på første-, anden- og tredjepladsen.
I den kommende tid får flere danske film biografpremiere. Det er blandt ‘Madklubben 2’ og Paprika Steens ‘Det nye år’.