Dansk realityprogram kan vinde en Emmy

Trods en ringe modtagelse blandt de danske anmeldere er TV 2’s nye realitysatsning blevet nomineret til den prestigefyldte pris.

Mandag den 24. november løber årets International Emmy Awards-ceremoni af stablen i New York.

Ved det store awardshow hyldes serier og tv-programmer, der er produceret uden for USA.

I alt er 26 lande repræsenteret, fordelt på 64 nomineringer.

Ét af de lande er Danmark, der kæmper om prisen i ‘Non-Scripted Entertainment’-kategorien.

Det er første gang siden 2005, at et dansk program er nomineret i kategorien, hvor TV 2’s nye realityprogram kan blive den første danske vinder nogensinde.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: TV 2

Et originalt dansk koncept

Det er realityprogrammet ‘Shaolin’, der er nomineret til en International Emmy i ‘Non-Scripted Entertainment’-kategorien.

I programmet følger vi ni kendte danskere, der rejser til Dogapsa-templet i Sydkorea. Her bliver deltagerne udfordret fysisk og mentalt gennem intens fysisk træning og meditation. Undervejs bliver de guidet af to Shaolin-mestre.

Tidligere i år udkom anden sæson af programmet, hvor blandt andre Morten Spiegelhauer, Mathilde Norholt og Thomas Bo Larsen medvirker.

Programmet er ikke ligefrem blevet mødt med applaus fra de danske anmeldere, men kort inden premieren på anden sæson kom det frem, at konceptet var blevet solgt til både Belgien og Holland.

Og nu er programmet altså også blevet nomineret til en International Emmy, på trods af anmeldernes kritik.

‘Shaolin’ konkurrer i kategorien med den canadiske version af Big Brother, den mexicanske version af The Masked Singer og Love Is Blind: Habibi fra De Forenede Arabiske Emirater.

Kan blive tiende danske vinder – men første i kategorien

Danmark har tidligere vundet flere International Emmy Awards.

Sidste år blev Viaplay-serien ‘En af drengene’ den niende danske vinder, da den tog prisen i ‘Kids: Live-Action’-kategorien.

Tidligere har programmerne ‘Rejseholdet’, ‘Nikolaj og Julie’, ‘Ørnen’, ‘Livvagterne’, ‘Unge Andersen’ og ‘Ultras sorte kageshow’ hevet International Emmy-priser med hjem.

Derudover har Lars Mikkelsen vundet skuespillerprisen ‘Best Performance by an Actor’ for sin rolle i ‘Herrens veje’, mens DR’s daværende generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, vandt en hæderspris i 2016.

Til gengæld har Danmark aldrig vundet i ‘Non-Scripted Entertainment’-kategorien. Sidst, et dansk program var nomineret til prisen, var i 2005, hvor FC Zulu repræsenterede Danmark.

Efter 16 sæsoner er det slut med det populære DR-program ‘Nak & Æd’. Derfor tør Jørgen Skouboe nu godt at røbe en hemmelighed fra programmet.