Efter måneder væk fra banen og en livsændrende familieperiode er Rasmus Lauge igen klar ved EM. For den rutinerede profil handler slutrunden om mere end medaljer.
Dette års EM er ikke bare endnu en slutrunde for Rasmus Lauge.
For den 34-årige bagspiller er turneringen kulminationen på et år, hvor håndbolden i lange perioder var sat helt i baggrunden.
I februar sidste år blev Lauge far for tredje gang. Hans nyfødte datter kom til verden for tidligt, og familien tilbragte flere måneder indlagt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I et interview med TV 2 Sport har Lauge beskrevet perioden som livsændrende og fortalt, at sporten i den tid føltes ligegyldig.
“For mig er det en lidt større ting. Det er en vigtig ting for mig at vise, man er en fighter, at man kæmper for tingene. Om det er skader, eller om det er noget privat. Man sætter sig nogle mål, man sætter sig nogle drømme, og man går efter dem”.
“Det er vigtigt for mig at vise over for mine store børn, at man sætter sig nogle mål, og man har et drive til at kæmpe for dem, siger en tydeligt rørt Rasmus Lauge i TV 2 studiet efter kampen.
Konsekvensen var en pause på omkring et halvt år fra håndboldbanen. Først i september var han tilbage i kamp, og måneden efter stod han igen til rådighed for landstræner Nikolaj Jacobsen.
Slutrunden spilles fra start til slut i Herning, og her har Lauge en særlig aftale med landstræneren. Skulle der opstå behov på hjemmefronten, kan han forlade lejren og tage hjem til familien, hvilket han selv har fortalt i et interview med Ekstra Bladet.
TV 2 Sports håndboldekspert Lasse Svan peger på, at aftalen siger meget om både Lauge og omgivelserne omkring ham.
Ifølge Svan vidner det om en ekstraordinær situation og en spiller, der har været igennem et hårdt år, både privat og mentalt.
Fredag aften viste Lauge sig frem på banen i åbningskampen mod Nordmakedonien, hvor han noterede sig for tre mål og tre assists i 22 minutters spilletid.
Efter kampen lagde han ikke skjul på sin glæde over at være tilbage. EM betyder denne gang noget særligt, ikke kun som sportslig udfordring, men som et personligt vidnesbyrd om at komme tilbage efter modgang.
