Den danske finansminister og den grønlandske minister for Finanser og Skatter kalder det begge for “et vigtigt skridt”.
Mandag blev der sat blæk på papir om en millionprioritering af det grønlandske sundhedsområde.
Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.
Den nye delaftale mellem Danmark og Grønland sikrer en prioritering af 185 millioner kroner i 2026 til behandling af grønlandske patienter på danske sygehuse.
Aftalen rummer også en ny ordning mellem de danske regioner og det grønlandske sundhedsvæsen. Målet er at få mere dansk sundhedspersonel, herunder læger og sygeplejersker, til at arbejde i Grønland.
Derudover er Danmark og Grønland enige om hurtigst muligt at igangsætte forundersøgelser af en ny regional landingsbane i Ittoqqortoormiit samt en ny dybvandshavn i Qaqortoq.
Både finansminister Nicolai Wammen og Grønlands minister for Finanser og Skatter, Múte B. Egede, kalder aftalen “et vigtigt skridt”.
“Jeg er glad for, at vi med denne delaftale har taget et vigtigt skridt mod at gøre flere af initiativerne i rammeaftalen til virkelighed,” siger Nicolai Wammen.
“Med delaftalen tager vi et vigtigt skridt i udmøntningen af rammeaftalen og styrker samtidig både sundhedstilbuddene til grønlandske patienter og grundlaget for fremtidige investeringer i Grønlands infrastruktur,” siger Múte B. Egede,
Delaftalen udspringer af “Rammeaftale mellem Danmarks regering og Grønlands Naalakkersuisut om et selvbærende Grønland” fra den 16. september 2025.
Her blev det blandt andet aftalt, at grønlandsk velfærd skal styrkes – blandt andet på sundhedsområdet – samt at der skal investeres i infrastruktur.
I pressemeddelelsen skriver Finansministeriet, at de to regeringer fortsat er i dialog om eksekveringen af de resterende dele af rammeaftalen.
