Det har været en yderst hektisk uge for danskerne, hvor – ifølge myndighederne – en fremmede magt og statslig aktør har foretaget alvorlige hændelser mod den danske stat. Nu lyder det, at vi er under angreb
“Danmark er under angreb.”
Så klart siges det fra lektor i samfundssikkerhed ved Roskilde Universtitet Rasmus Dahlberg i et interview med B.T..
Baggrunden er den seneste uges dronehændelser, der er sket over flere danske civile lufthavne, luftbaser og militær baser.
“Vi er på et helt andet niveau end for en uge siden. Vi er truet,” tilføjer han til mediet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Under et pressemøde torsdag efter endnu en nat med mange dronehændelser over Danmark, fortalte forsvarsminister Troels Lund Poulsen, forsvarschef Michael Hyldgaard, justitsminister Peter Hummelgaard og rigspolitichef Thorkild Fogde, at droneangrebene var ‘systematiske’ og ‘koordineret’.
Ifølge Rasmus Dahlberg betyder det, at der er sammenhæng mellem de droner, der er set forskellige steder i Danmark de forskellige nætter.
Der er fortsat ingen forklaring på, hvem der har sendt dronerne – men der er tale om en statslig aktør, siger Rasmus Dahlberg ud fra myndighedernes udsagn.
“Uvisheden får os danskere til at komme med egne vurderinger og koblinger til, hvad der sker i andre lande. Det ligner jo et mønster, men isoleret set er droneflyvningen ikke andet end en kriminel handling. Og det er den måde, hybridkrig virker på: Frygt er virkemidlet ligesom med terrorangreb,” siger Rasmus Dahlberg til B.T..
Han tilføjer, at bagmændene opnår, hvad de vil, når danskerne bliver bange og dermed presser ministrene og cheferne til at stille sig frem på pressemøder, som de har gjort i løbet af den sidste uge.
“Droneflyvningen får en langt større effekt, end det egentlig berettiger. Men fordi det er koordineret og sker i en kritisk sikkerhedspolitisk situation, så bevæger vi os ud i en gråzone mellem krig og kriminalitet,” siger Rasmus Dahlberg til B.T. og tilføjer til mediet.
“Resultatet bliver en udstilling af statens manglende evne til at beskytte samfundet. Og så sidder der nogen et sted og godter sig og kæler for sin hvide kat.”