I mere end et årti har Danmark toppet international liste, men er nu overhalet af Schweiz.
“Hver en sten bør vendes for at finde initiativer, der kan være med til at accelerere den økologiske udvikling frem mod regeringens 2030-mål om fordobling af det økologiske areal og marked – og dermed også genvinde det økologiske verdensmesterskab.”
Sådan lyder det fra Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse fra organisationen.
Opfordringen kommer efter, at Danmark har mistet titlen som verdensmester i økologisk forbrug. Schweiz har nemlig overhalet danskerne, viser en rapport fra forskningscentret FiBL.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De schweiziske forbrugere køber nu mere økologisk end de danske. Salget af økologiske fødevarer i 2024 udgjorde 12,3 procent af detailhandlen i Schweiz, mens tallet i Danmark var 11,6 procent.
Året forinden var rollerne byttet om.
Her indtog Danmark førstepladsen med 11,8 procent efterfulgt af Schweiz med 11,6 procent.
Ifølge Ritzau via B.T. har Danmark toppet listen siden 2011.
15 års dominans er derfor slut.
