Regeringens forslag om en forsvarsfond på 50 milliarder kroner over de næste to år møder bred opbakning fra både pensionsbranchen og fagbevægelsen. Men mens Forsikring & Pension ser muligheder for private investeringer i forsvarsområdet, understreger HK vigtigheden af en bred demokratisk dialog om, hvordan pengene bedst anvendes.
Den nye forsvarsfond er regeringens svar på den voksende sikkerhedspolitiske usikkerhed i Europa. Ifølge Kent Damsgaard, adm. direktør i Forsikring & Pension, sender forslaget et klart signal om, at Danmark er parat til at investere massivt i sit forsvar.
‘Det er helt åbenbart, at Danmark og Europa står i en forandret geopolitisk virkelighed, som også nødvendiggør en markant styrkelse af forsvaret. Det nye udspil om en forsvarsfond på 50 mia. kroner over de næste to år understreger tydeligt, at regeringen er klar til at sætte ind med investeringer i en helt anden størrelsesorden, end vi har set tidligere. Det er et klart signal,’ udtaler han.
Samtidig påpeger han i en pressemeddelelse, at dansk økonomi står stærkt, og at pensionsbranchen ser gode muligheder for at bidrage til finansieringen af forsvarsområdet – særligt inden for ejendomme, OPP-projekter og forsvarsteknologi.
Kampkraft handler ikke kun om krudt og kugler
Fra fagbevægelsen lyder der også opbakning til forslaget, men HK’s forbundsformand, Anja C. Jensen, understreger vigtigheden af en grundig og demokratisk proces i forhandlingerne.
‘Vi står over for en ekstraordinær sikkerhedspolitisk situation, der gør det klogt at arbejde i flere tempi. Først skal vi handle hurtigt og effektivt, så de mange penge bliver brugt meningsfuldt. Dernæst skal vi have en solid drøftelse af muligheder og prioriteringer. Takket være et robust og stabilt arbejdsmarked og en klog Corona-håndtering, står vi økonomisk meget stærkt i Danmark, det skal komme os til gode i de drøftelser,’ lyder det.
Hun fremhæver desuden, at en stærk forsvarskapacitet ikke kun handler om våben og militært udstyr, men også om at inddrage bredere fagligheder i løsningerne.
‘Kampkraft handler ikke kun om krudt og kugler – i usikre tider er alle en del af løsningen,’ siger hun.
Forslaget om en forsvarsfond skal nu behandles i Folketinget, hvor både finansieringsmodellen og de konkrete prioriteringer kan blive genstand for yderligere debat.