Brand i kolonihavehus: To personer brændt inde

Politiet og brandvæsenet er mandag aften rykket ud til et overtændt kolonihavehus i Haveforeningen Maglehøj nær Roskilde.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Benjamin Rasch tidligt natten til tirsdag. 

– Vi frygter, at der er personer inde i huset, men vi er stadig i gang med slukningsarbejdet derude. 

– Vi ved ikke, om de personer, som vi frygter er der, er der. Det er vi i gang med at undersøge lige nu, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen om branden mandag aften klokken 22.54. 

Ved politiets ankomst til kolonihavehuset kunne det konstatere, at huset var overtændt med næsten ti meter høje flammer. Det gjorde politiet bekymret for, om ilden kunne sprede sig til de omkringliggende huse. 

Derfor tog politiet en beslutning om at evakuere personer fra de omkringliggende huse.

– Det gjorde vi for at være helt sikre på, at der ikke skete dem noget, siger vagtchefen. 

Få minutter efter brandvæsnets ankomst lykkedes det at få branden under kontrol i et sådant omfang, at der ikke er risiko for, at branden vil sprede sig, fortæller vagtchefen.

– Lige nu har de så godt styr på det, at brandvæsnet snart ville kunne sende røgdykkere ind, siger vagtchefen kort efter midnat.