En person blev alvorligt kvæstet efter et knivstikkeri i en frisørsalon i Hvidovre. Nu kommer uhyggelige detaljer frem, da blandt andet en seksårig dreng var nærmeste vidne til den blodige hændelse
“De har ledt omkring S-togsstatationen, hundene leder over hele blokken, mens politiet er i færd med at afhøre ejeren.”
“Jeg har fået at vide af et vidne, at en ambulance er afgået fra stedet med en patient. Det er vist sket i en frisørsalon.”
Sådan lød det anden juledag om aftenen fra Presse-fotos.dks udsendte, der var til stede ved et knivstikkeri i en frisørsalon på Gammel Køge Landevej 314B i Hvidovre.
Mandag kommer der uhyggelige detaljer frem om den blodige hændelse på stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

For mens knivstikkeriet skete i salonen sad en blot seksårig dreng som kunde i en frisørstol og var i færd med at blive klippet.
Dermed så den seksårige dreng, hvordan offeret blev stukket alvorligt med kniv, erfarer Ekstra Bladet.
Den seksårige dreng var ifølge mediet med sin far til frisøren, da en eller flere personer kom ind og stak den ansatte ned med kniv.
Drengen og hans far har intet med knivstikkeriet at gøre.
Ifølge Ekstra Bladet skyldtes knivstikkeriet et opgør mellem nogle unge mennesker og offeret, der altså var ansat i salonen.
Det nærmere motiv er dog ukendt.
Anden juledag om aftenen skrev Københavns Vestegns Politi følgende om knivstikkeriet:
‘Vi er massivt til stede på Gammel Køge Landevej 314B, hvor en person er stukket med kniv. Forurettede betegnes som svært tilskadekommen. Tidshorisont ukendt. Hvis man er vidne til sagen, eller har oplysninger, der kan bidrage til efterforskningen, bedes man ringe 1-1-4,’ skrev Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X.
Vagtchef Jonathan Wald oplyste, at anmeldelsen var indløbet klokken 17.01.
“Det er en sag, som vi tager meget alvorligt, hvorfor vi er massivt til stede og bruger betydelige ressourcer derude. Vi opfordrer derfor folk til at ringe ind til os, hvis de har set noget unormalt,” sagde vagtchefen til B.T..
Der er på nuværende tidspunkt ingen anholdte i sagen.










