Et essentielt album i dansk musikhistorie bliver spillet live for allersidste gang, når raplegende besøger Danmarks største byer.
I oktober tager en af Danmarkshistoriens største rappere på turné i en helt særlig anledning.
Han tager nemlig afsked med det debutalbum, der i den grad satte ham på det danske hiphop-landkort.
Efter de fire koncerter i Danmarks fire største byer vil albummet ikke blive spillet live igen.
Det bliver dermed allersidste chance for at høre et af de mest essentielle danske hiphopalbum direkte fra rapperens egen mund.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den Roskilde-fødte Sønderborg-dreng havde egentlig allerede skabt sig selv et navn på den danske freestyle-rap-scene med hjælp fra mentoren L:Ron:Harald. Men da ‘Regnskabets time’ udkom i 1997, blev (MC) Clemens pludselig et kendt navn blandt en bredere fanskare.
‘Regnskabets time’ cementerede Clemens’ plads blandt Danmarks rap-elite og var med til at importere den amerikanske gangsterrap til landet.
Med numre som ‘Psykopat på fri fod’, ‘Den lyriske 9mm’ og titelnummeret ‘Regnskabets time’ viste Clemens en dyrisk og lyrisk råhed, der sjældent var set i dansk rap på det tidspunkt.
“For mig var Regnskabets Time en chance for at fortælle historier, der både var mine egne og en refleksion af den tid, vi levede i. Jeg glæder mig til at dele de sange live med både gamle og nye fans – for sidste gang,” siger Clemens selv om den karriereformende debutplade i en pressemeddelelse.
Store gæsteoptrædener
Flere prominente navne er blevet inviteret til at hjælpe ‘Don Clemenza’ med at vinke farvel til den ikoniske skive.
Yepha, der har skabt sig et stort navn som soloartist efter succesen med duoen UFO Yepha, og gadelegenden Ataf er med som supportnavne.
Og så er freestylekollektivet OTS Crew, anført af Flammen, hevet ind som special guests.
Billetter kan købes via Live Nation.
‘Regnskabets time’ tourdatoer
9. oktober: Musikhuset Aarhus
17. oktober: Musikkens Hus, Aalborg
18. oktober: Magasinet, Odense
25. oktober: DR Koncerthuset, Koncertsalen, København