Birthe Kjær overrasker: Deler personlige detaljer om sit liv

Arkivfoto: Birthe Kjær på den røde løber ved repremieren af NATASJA 2024.

Birthe Kjær er en sand dansktoplegende med mange klassikere på cv’et. Snart får du mulighed for at komme helt tæt på den 76-årige sangerinde.

Birthe Kjær er en af Danmarks mest kendte og folkekære sangerinder.

Med klassikere som ‘Pas på den knaldrøde gummibåd’ fra 1971, ‘Sommer og Sol’ fra 1971 og ‘Vi Maler Byen Rød’ fra 1989 har hun for længst cementeret sin plads som en af de bærende skikkelser inden for dansktop.

Snart åbner Birthe Kjær dørene til sit liv og giver et indblik i nogle af de mest betydningsfulde øjeblikke.

Den 76-årige dansktoplegende medvirker nemlig i DR-programmet ‘En særlig samtale’.

Det fremgår af DR’s oversigt over public service-stationens satsninger frem til juni.

Hvad har prisen været for at være hele Danmarks Birthe Kjær? Og hvorfor var Birthe Kjær tæt på at adoptere et barn?

‘Dét og mange flere spørgsmål får sangerinden Birthe Kjær stillet, når hun sætter sig ned i rundkredsen sammen med de skarpe og hjertevarme reportere fra TV Glad i en oprigtig, ærlig og ikke mindst særlig samtale,’ skriver DR om programmet.

Åbne og ærlige svar

Programmet ‘En særlig samtale’ er et samarbejde mellem Danmarks Radio og TV Glad, der har stået på siden 2023. TV Glad er drevet af mennesker med funktionsnedsættelser.

“I ‘En særlig samtale’ går spørgsmålene generelt tæt på. Men de er uden agenda – og uden filter. Det giver nogle nye, forfriskende, åbne og ærlige svar, som viser nye sider af store danske personligheder, når paraderne lige så stille sænkes,” lød det fra DR’s programredaktør, Lasse Bjørch, dengang i en pressemeddelelse om kollegerne fra TV Glad.

Tidligere har popsangeren Rasmus Seebach, den danske Hollywood-stjerne Nikolaj Coster-Waldau og statsminister Mette Frederiksen (S) været med som hovedpersoner i programmet.

En særlig samtale‘ med Birthe Kjær vises på DR1 og DRTV lørdag den 22. februar.

Ny film fra skaberen af ‘Blinkende Lygter’ er på vej. Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas indtager hovedrollerne.