Musicalen får verdenspremiere til efteråret, når ‘Borgen’ rykker fra tv-skærmen til Slagelse Teater med en ny skuespiller i rollen som Birgitte Nyborg.
Til efteråret rykker Birgitte Nyborg fra tv-skærmen til scenen, når ‘Borgen’ får verdenspremiere som musical.
Men denne gang bliver det dog ikke Sidse Babett Knudsen, der indtager rollen som den tidligere statsminister.
I stedet bliver det Maria Lucia Rosenberg, der træder ind i rollen som Birgitte Nyborg, når ‘Borgen’ får sin musicaldebut på Slagelse Teater.
Det skriver Billed-Bladet.
Maria Lucia Rosenberg har tidligere medvirket i store, kendte musicals som ‘Chicago’, ‘The Sound of Music’ og ‘Wicked. Sidstnævnte modtog hun Reumert-prisen som årets sanger for.
Tager publikum med ind i magtens maskinrum
Musicalen bliver en realitet, efter at ‘Borgens’ hovedforfatter, Adam Price, i samarbejde med DR har givet Sjællands Teater rettighederne til at sætte successerien op som musical.
Musicalen bliver baseret på seriens to første sæsoner, som blev sendt på DR i henholdsvis 2010 og 2011.
Det afslørede Sjællands Teater i en pressemeddelelse i december.
‘Den nye, store musical ‘Borgen’ tager publikum med ind i magtens maskinrum til det drama, de skæbnesvangre beslutninger og de menneskelige konflikter, der udspiller sig bag Christiansborgs tykke mure. Lige dér, hvor toppolitikeren Birgitte Nyborg kæmper for at balancere idealer, familie og politisk magt,’ skrev Sjællands Teater i pressemeddelelsen dengang.
Musicaludgaven af ‘Borgen’ får verdenspremiere til efteråret den 30. oktober og spiller til og med den 23. november.
Det skandaleombruste satireprogram fra 1980 genudsendes i sin fulde længde for første gang.