Elsket TV 2-program vender endelig tilbage: Alle så med i 00’erne

Komikeren, der overtager værtstjansen fra Biker-Jens, ser sig selv som lidt af en ‘bangebuks’ og dermed en modsætning til den gamle vært.

TV 2 er tilsyneladende i det nostalgiske hjørne.

For nylig kunne de løfte sløret for, at ‘Årgang 0’ vender tilbage til tv-skærmen. Og det bliver altså ikke det eneste gamle tv-program, der gør comeback.

Et amerikansk game-show, der fik en dansk version tilbage i 2003 på TV3, vender nemlig også tilbage – denne gang på TV 2.

Ligesom at tv-kanalen er byttet ud, bliver det også med en ny vært, der erstatter den ikoniske tv-personlighed Jens Romundstad – bedre kendt som Biker-Jens.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Biker-Jens har siden 2005 trukket sig fra medieverdenen og har i stedet gjort sig i erhvervslivet med flere prominente roller. Foto: Pelle Hansen via Wikimedia Commons

‘Den største bangebuks, I kender’

Biker-Jens blev landskendt, efter han deltog i den første sæson af Robinson Ekspedition i 1998. Den store kendisfaktor betød, at han fik muligheden for at deltage i flere tv-programmer, heriblandt det program, der nu vender tilbage.

I den første og eneste danske sæson af ‘Fear Factor’, der blev optaget i 2002 og sendt i 2003, agerede Biker-Jens den frygtløse vært.

Her sendte han deltagerne ud i en række skræmmende og grænseoverskridende udfordringer.

Med sin urokkelige, rå fremtræden var Biker-Jens en vært, der repræsenterede netop den frygtløshed, som deltagerne skulle udvise for at vinde programmet.

Men når ‘Fear Factor’ vender tilbage, bliver det altså med en vært, der ifølge egne ord er stik modsat af Biker-Jens på det punkt.

I et Instagram-opslag afslører komiker Ruben Søltoft, at han er den nye vært, med ordene:

“Den største bangebuks, I kender, skal være vært på FEAR FACTOR!!”

Ny vært, nye kendte deltagere

Det er ikke kun værtsrollen, der er ny i TV 2’s udgave af ‘Fear Factor’.

I den oprindelige version var helt almindelige danskere, der deltog. Men i en pressemeddelelse fra TV 2, fremgår det, at det denne gang bliver fire kendte danskere og deres to nærmeste venner, der skal overvinde deres frygt.

Hvem, der skal deltage, er endnu ikke offentliggjort.

TV 2 har heller ikke meldt en officiel premieredato ud, men i sit Instagram-opslag, skriver Ruben Søltoft, at programmet får premiere i december.

En tropisk storm ramte optagelserne til årets ’Robinson Ekspedition’. Deltageren Irene Kubel Madsen kritiserer nu produktionen for dårlig planlægning og manglende hensyn til sikkerheden.