Sne og østenvind giver kuldeindeks, der får vejret til at føles koldere de kommende dage, lyder det fra DMI.
Selv om temperaturen kun ligger omkring frysepunktet, vil vintervejret de kommende dage føles væsentligt koldere for danskerne.
Det skyldes kuldeindekset, hvor især vinden spiller en afgørende rolle, forklarer vagthavende meteorolog hos DMI Lars Henriksen.
– Hvis temperaturen for eksempel er minus én grad, vil vindens indvirkning gøre, at det føles langt koldere, siger han.
Kuldeindekset bliver særligt mærkbart i slutningen af ugen, hvor koldt vejr kombineres med jævn til hård vind fra øst.
I de kommende dage vil temperaturen føles som et sted mellem minus 5 grader og minus 12 grader, selv om dagtemperaturerne typisk vil ligge mellem 1 til 2 graders varme og ned til 2 til 3 graders frost, mens der ventes udbredt nattefrost, lyder vejrmeldingen fra DMI.
– Det gælder især fra torsdag og ind i fredag og lørdag. Her kan vinden sammen med de lave temperaturer give lokale udfordringer, siger Lars Henriksen.
Snevejret har allerede sat sit præg på store dele af landet det seneste døgn. Mest sne er der faldet i den sydlige og sydøstlige del af Danmark.
På Langeland og Lolland er der meldinger om omkring 10 til 15 centimeter sne, mens Bornholm har fået cirka fem til ti centimeter.
Det samme gælder for Sydsjælland, mens hovedstadsområdet har fået seks til syv centimeter sne.
– Overordnet set har det udviklet sig nogenlunde som forventet. Nogle steder er der måske kommet lidt mindre sne, men det ser man ofte, når det først går i gang, siger Lars Henriksen.
Den kommende uge byder ifølge DMI på fortsat koldt vintervejr med periodevis let snefald.
– Der er ikke udsigt til store snemængder, men lidt sne hist og her, siger han.


