To unge amerikanere er kommet i alvorlige problemer efter en episode i København. Politiet er involveret i sagen
Da to unge amerikanere den 1. april skulle flyve tilbage til USA efter en forårsferie i Danmark, blev de nægtet adgang til flyet og i stedet hentet af Københavns Politi.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hændelsen skete, fordi venneparret i aftenen op til hjemrejsen ifølge politiet havde haft et kontrovers med en Uber-chauffør.
Chaufføren har oplyst til politiet, at de to collegestuderende havde givet ham den forkerte adresse, og han nægtede derfor at køre dem andre steder hen.
Det medførte et skænderi og et overfald uden for bilen, hvor den ene amerikaner sparkede chaufføren i skridtet, og den anden skubbede ham omkuld, lyder det.
Siden den 1. april har amerikanerne siddet varetægtsfængslet, men mandag er de igen begge blevet løsladt. De danske myndigheder har i stedet inddraget de to unges pas, mens man afventer om der bliver rejst sigtelse i sagen.
I et interview med Good Morning America siger den 19-årige Owen Ray, at ham og hans ven ikke har gjort noget forkert.
“Vi var begge chokerede over, at vi blev anholdt. Vi har intet gjort galt,” siger han i interviewet.
Ifølge Owen Ray tog han sammen med sin ven en Uber, men de fandt ud af, de havde indtastet forkert adresse som destination. Derfor nægtede chaufføren at køre dem videre til et andet sted, og Owen Ray aflyste turen.
Efterfølgende kom chaufføren efter dem og fortalte, at de ikke havde betalt, men ifølge Owen Ray havde parret betalt via Uber-appen.
“Han røg direkte op i vores ansigter og sagde, han ville ringe til ti mænd. Vi sagde, vi ikke havde gjort noget galt, men så startede han sammenstødet med os,” forklarer Owen Ray.
Hans mor er nu på vej mod Danmark fra USA, og han håber, at han kan rejse med hende hjem inden påske.
“Jeg synes, det ville være bedst for dansk politi og for anklageren at droppe sagen på det her tidspunkt, fordi vi er helt uskyldige. De burde give os vores pas igen og lade os rejse hjem til USA,” lyder det fra Ray.