En grædende, ældre kvinde blev bagbundet med et bælte og derefter afklædt af gerningsmanden, inden hun ifølge tiltalen blev voldtaget og derefter tæsket i mere end 30 minutter
Det er et yderst uhyggeligt og grusomt anklageskrift, som Presse-fotos.dk tirsdag har fået aktindsigt i.
En ældre kvinde blev ifølge tiltalen bagbundet, voldtaget og tæsket gennem mere end 30 minutter, mens hun fik presset sit gebis langt ind i munden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I anklageskriftet fremgår det, at det er en 58-årig mand bosat i Nykøbing Falster, som er anklaget for at begå uhyrlighederne mod den ældre kvinde.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blev kvinden først bundet på armene med læderremme, som hun fik kæmpet sig fri af. Derefter bandt gerningsmanden hendes hænder på ryggen med et bælte, afklædte kvinden og voldtog hende.
Alt det skete ifølge tiltalen, mens den ældre kvinde græd og råbte stop.
Til det svarede gerningsmanden: ‘Hold kæft’.
Efter kvinden var voldtaget stoppede hendes mareridt dog ikke, fremgår det af anklageskriftet.
Herefter fulgte nemlig et mere end 30 minutter langt voldsorgie, hvor den ældre kvinde blev tildelt adskillige slag i ansigtet og på halsregionen, ligesom hun blev skubbet i jorden og fik presset sit gebis længere ind i munden.
Desuden blev kvinden ifølge politiet truet med ordene ‘jeg flækker hovedet på dig’ og ‘jeg slår dig ihjel’.
Alle forbrydelserne mod kvinden blev ifølge anklageskriftet begået mod kvinden i forlængelse af hinanden den 19. august 2023 omkring klokken 21.00 på en adresse i en lille landsby midt på Falster.
Ifølge Presse-fotos.dks oplysninger har den 58-årige mand og den ældre kvinde en relation til hinanden, men det er ukendt, hvilken relation det præcis er.
Manden er tidligere dømt for vold og har siddet tiltalt for vold- og voldtægt i 2022.
Sagen skal for retten i den kommende tid ved Retten i Nykøbing Falster. Datoen er på nuværende tidspunkt ukendt.
Den 58-årige mand nægter sig skyldig i voldtægt, trusler og grov vold, men han erkender at have begået simpel vold mod kvinden.
Anklagemyndigheden vil under sagen mod manden forsøge at få ham anbragt på en psykiatrisk afdeling uden tidsbegrænsning.