Aaja Chemnitz afviser at have fået noget for opbakning til Aagaard

Det grønlandske parti IA har ikke fået nogen politiske gaver for at bakke op om klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i sagen om forsinkelser af udbygningen af det danske elnet, hvor oplysninger blev holdt tilbage.

Det skriver folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) i en kommentar på sin Facebook-profil, hvor en bruger spørger hende „hvad fik I af Mette Frederiksen (S, statsminister, red.) for at holde hånden over Aagaard?“

– IA har ikke fået noget for det. Vi støtter regeringen og mener, det er kritisabelt, hvad ministeren har gjort. Samtidig har han undskyldt og lovet at forbedre sin indsats, lyder det i svaret fra Aaja Chemnitz.

Der tegnede sig ellers konturerne til, at ministeren måske kunne risikere at få et flertal imod sig i Folketinget i sagen.

En redegørelse viste tirsdag, at Lars Aagaard både havde været vidende om forsinkelserne af udbygningen af elnettet, og at han samtidig havde nikket til, at Folketinget ikke blev orienteret om dette.

Helt usædvanligt valgte tre af de fire nordatlantiske mandater i Folketinget imidlertid at blande sig i sagen, da de i en pressemeddelelse tirsdag udtrykte opbakning til Lars Aagaard.

Da løsgænger Jon Stephensen senere tirsdag valgte at gøre det samme, og løsgænger Peter Seier Christensen ikke vil blande sig på grund af sygdom, er et eventuelt fald for Lars Aagaard afværget i denne omgang.

Ud over Aaja Chemnitz stod de to færøske mandater i Folketinget, Anna Falkenberg (SP) og Sjúrður Skaale (JF), bag opbakningen til ministeren.

Det er ellers kutyme i Folketinget, at de nordatlantiske mandater ikke blander sig i dansk indenrigspolitik.

IA, der er søsterparti til SF, har ifølge Aaja Chemnitz „støttet regeringen siden valgperiodens start“.

– IA’s stemme er ikke til salg, skriver hun til en anden bruger, der også spørger ind til, hvorfor hun blandede sig i sagen.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Aaja Chemnitz.

Tirsdag aften er der sket et alvorligt færdselsuheld på en landevej. To personer er kvæstede, mens en anden har mistet livet. Bilinspektør undersøger stedet.