Anklager har kaldt teenageren for en tidsindstillet bombe og ligeledes ytret, at det har alvorlige konsekvenser, når han ikke er bag lås og slå. Alligevel har retten afvist krav om forvaring. Han er i stedet idømt flere års fængsel for rystende forbrydelser med flere unge ofre.
Det er på baggrund af en række dybt rystende forbrydelser med flere unge ofre, at en teenager nu er blevet fældet og skal i fængsel.
Retten har afvist, at forbrydelserne skal føre til forvaring til den nu 19-årige tiltalte. Han begik overgrebene, da han var 16 og 17 år.
Forvaring er en foranstaltning, som bruges mod særligt farlige gerningsmænd. Den er ensbetydende med indespærring på ubestemt tid.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En teenagedrengs voldtægter, seksuelle afpresning og trusler mod en stribe piger har i Retten i Glostrup sent fredag ført til en dom på fængsel i fem år og seks måneder.
Det oplyser anklageren fra Københavns Vestegns Politi.
Ifølge eb.dk har specialanklager Henrik Uhl Pedersen i en tale til retten hæftet sig ved den tiltaltes forhistorie.
Han betegnede ham som en tidsindstillet bombe.
I løbet af sine teenageår har den unge gerningsmand været anbragt på forskellige institutioner. I de perioder, hvor han ikke var anbragt, fandt nogle af forbrydelserne sted.
– Når han ikke er i faste rammer eller spærret inde, er der piger, der bliver gjort fortræd eller voldtaget, sagde anklageren ifølge eb.dk.
Retten har henholdt sig til en udtalelse fra eksperter i Retslægerådet, som ikke har fundet det påkrævet med en dom til forvaring. Det var kun med “nogen sandsynlighed” påkrævet, skriver eb.dk.
Også den tiltaltes alder på gerningstidspunkterne har spillet en rolle.
Voldtægterne skete blandt andet på den unges bopæl i Ballerup.
Under sagen har den tiltalte nægtet sig skyldig i voldtægt, mens han erkendte sextortion, selv om han ikke kunne huske alle pigerne.
Kontakten opstod på Snapchat. I sommeren 2024 anmeldte en dengang 15-årig pige til politiet, at hun var blevet voldtaget. Efter andre anmeldelser fra andre piger skred politiet til anholdelse 16. juli sidste år, og siden har han været varetægtsfængslet.


