Herning bliver vært for tre danske håndboldslutrunder

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Det bliver nok en gang Herning og Boxen, som skal huse slutrundehåndbold i 2030, 2031 og 2032.

Håndboldslutrunderne på dansk grund i 2030, 2031 og 2032 bliver afviklet i Boxen i Herning.

Det fremgår af en pressemeddelelse torsdag fra DanskHåndbold.

Også København havde budt ind på at være arrangør, men DanskHåndbold har valgt at samarbejde med Boxen i Herning igen.

– Herning har en særlig plads i dansk håndboldhistorie, siger DanskHåndbolds formand, Torsten Laen, i pressemeddelelsen.

– Vi har oplevet nogle helt uforglemmelige øjeblikke i Jyske Bank Boxen, og byen har sammen med MCH gennem årene vist, at den kan skabe rammerne om håndbold i absolut verdensklasse.

Der er tale om EM i herrehåndbold i 2030, VM i herrehåndbold i 2031 og EM i kvindehåndbold i 2032.

I 2030 skal Danmark afvikle to indledende grupper, i 2032 to indledende grupper og en mellemrunde og i 2031 er man vært hele vejen til og med finalen.

Københavns Kommune havde som sagt også budt sig til som mulig vært for de kommende slutrunder. I 2019, da Danmarks herrer vandt VM for første gang, var det også i Boxen, men holdet spillede de første kampe i Royal Arena i København.

Buddet fra København kunne dog ikke matche Hernings i denne ombæring.

– Det her er ikke en beslutning, der kan koges ned til ét argument. Begge byer har rigtig meget at byde på, men på forskellige måder, forklarer Torsten Laen i pressemeddelelsen.

– Derfor har vi set på hele pakken – byernes styrker, arenaernes løsninger, økonomi og ambitionerne for at understøtte håndboldens udvikling. Når vi lægger alle de elementer sammen, tegner der sig et samlet billede, og det er dét, beslutningen er truffet på baggrund af.

Allerede i 2028 skal håndboldkvinderne dog bruge dansk halgulv til to indledende grupper og en mellemrunde ved EM. Også ved den lejlighed skal det foregå i Boxen.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce