Drømmen om gratis tandpleje får tilsyneladende flere danskere til at holde igen med tandlægebesøget. Men det kan vise sig at blive en særdeles dyr beslutning. Nu råber en tandlæge op og kommer med en klar besked til danskerne.
For nogle danskere kan det måske virke fristende at vente lidt endnu med at sætte sig i tandlægestolen.
Udsigten til gratis tandpleje har nemlig fået flere til at overveje, om det overhovedet kan betale sig at betale for en undersøgelse eller behandling lige nu.
Men den ventetid kan ende med at få alvorlige konsekvenser.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver Torben Schønwaldt, formand for Tandlægeforeningen, i et Facebook-opslag.
Flere tandlæger oplever ifølge en ham, at patienter allerede nu aflyser deres undersøgelser eller udskyder nødvendige behandlinger, fordi de forventer, at tandplejen snart bliver gratis.
Det har fået Torben Schønwaldt til at reagere med en direkte opfordring til danskerne. For selvom politikerne har talt varmt om gratis tandpleje, er der en vigtig detalje, som tilsyneladende er gået tabt hos nogle patienter.
Gratis tandpleje bliver nemlig ikke en realitet for alle fra januar 2027.
De kommende ordninger omfatter kun bestemte grupper, herunder patienter i omsorgs- og specialtandplejen, kontanthjælpsmodtagere, personer omfattet af paragraf 166 samt førtidspensionister.
Ambitionen om gratis tandpleje til alle danskere frem mod 2035 er fortsat en politisk målsætning. Men der er endnu ikke tale om en vedtaget og finansieret ordning, der sikrer alle danskere gratis tandlægebesøg.
Og netop den forskel kan få store konsekvenser, hvis danskerne begynder at sætte deres tandsundhed på pause i forventning om, at regningen snart forsvinder.
Et lille hul kan ende som en dyr affære
For tænderne venter ikke på politiske beslutninger.
Det understreger formanden, der advarer om, at tandsygdomme ikke holder pause, blot fordi patienterne vælger at udskyde deres aftaler.
Et lille hul kan udvikle sig og ende med at kræve en rodbehandling. Parodontitis, der ikke bliver behandlet, kan i værste fald koste patienten tænderne, mens infektioner i mundhulen kan udvikle sig til alvorlig sygdom andre steder i kroppen.
Dermed kan forsøget på at spare penge her og nu ende med at koste både tænder, helbred og betydeligt større behandlinger senere.
Og det er netop den udvikling, tandlægen frygter.
Budskabet er derfor ikke til at tage fejl af: Danskerne risikerer at gøre sig selv en bjørnetjeneste, hvis de venter på en gratis tandplejeordning, som måske slet ikke kommer til at omfatte dem foreløbig.
Retter skarp opfordring mod politikerne
Samtidig mener tandlægen, at politikerne har et ansvar for at få ryddet op i de forventninger, som de politiske udmeldinger om gratis tandpleje har skabt.
Det skal ifølge tandlægen gøres helt tydeligt, hvem der får adgang til gratis tandpleje allerede nu, og hvem der fortsat selv skal betale for deres behandling.
For ellers risikerer danskerne at træffe beslutninger på et forkert grundlag.
Torben Schønwaldt afviser samtidig, at advarslen skulle handle om en frygt for tomme venteværelser eller færre patienter i klinikkerne.
Tværtimod kan konsekvensen blive den stik modsatte.
Hvis flere patienter udskyder deres undersøgelser og behandlinger, risikerer tandlægerne nemlig at blive mødt af langt større problemer, når patienterne endelig dukker op igen.
Det kan betyde flere omfattende og behandlingskrævende forløb, som både patienter og tandlæger helst ville have været foruden.
Derfor lyder den afsluttende opfordring fra formanden, at danskerne skal holde fast i deres tandlægetider.
Tandsundheden skal ikke sættes på pause på grund af et politisk løfte.
Samtidig opfordrer Torben Schøwaldt danskerne til at dele budskabet, så misforståelser om den kommende gratis tandpleje ikke ender med at føre til endnu flere tandproblemer.
