Efter flere dage med gråt og stille vejr er der torsdag lagt op til et markant vejrskifte. Et lavtryk trækker ind over landet med kraftige byger, kuling og risiko for vindstød af stormstyrke.
Efter flere dage med gråt og stille vejr er der noget helt andet på vej over Danmark.
Torsdag skifter vejret nemlig karakter, og danskerne kan blandt andet få både hagl, torden og kraftige vindstød at mærke.
‘Efter nogle stille dage kommer vi nu ind i en mere voldsom periode med både byger og meget kraftig vind. Det bliver lidt af et vejrskifte,’ fortæller Stina Magndal, der er vagthavende meteorolog hos DMI, til B.T.
Torsdag morgen begynder ellers forholdsvis roligt med tåge og lidt regn rundt omkring i landet.
Men det varer ikke ved. I løbet af formiddagen bevæger et lavtryk sig ind fra nordvest, og det ventes at sætte gang i vejret.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Bygerne kan blive kraftige og indeholde både hagl og torden. Samtidig tager vinden til, og flere steder kan den nå kulingstyrke. Der er også risiko for vindstød af stormstyrke.
‘Lavtrykket kommer med nogle kraftige byger, der kan være både med torden og hagl, og så kommer det til at blæse kraftigt op. Det bliver op til kuling mange steder, og der kan også komme vindstød af stormstyrke,’ siger meteorologen til mediet.
Det blæsende vejr ventes at fortsætte frem til et stykke ind i fredagen.
Temperaturen falder samtidig, og det betyder, at der også kan komme slud eller enkelte snefnug i forbindelse med bygerne.
‘Det bliver koldere, så der kan også komme lidt hvidt i bygerne. Det er ikke sådan, at der kommer til at blive et lag sne liggende, og jeg hælder lige nu også mest til, at det kun bliver til slud. Men natten til fredag kan vi godt komme ned under frysepunktet,’ siger Stina Magndal.
Heldigvis ser det ud til, at det voldsomme vejr bliver afløst af mere rolige forhold.
Herefter er der igen udsigt til perioder med sol, og temperaturen kan komme helt op omkring 10 grader.
Vidste du at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store
