AaB-fans affyrede 100 styk pyroteknik under et opgør mellem AaB og Hobro i oktober. Det giver klubben en bøde på 250.000 kroner.
AaB får en bøde på 250.000 kroner og en betinget lukning af Vesttribunen, hvor klubbens mest inkarnerede fans sidder.
Det sker, efter at klubbens fans affyrede pyroteknik under en kamp mellem AaB og Hobro den 30. oktober.
Det fremgår af en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans.
Ifølge kampens dommer blev der i starten af anden halvleg antændt 100 styk pyroteknik, hvilket medførte en forsinkelse på seks minutter.
AaB har to uger til at appellere afgørelsen fra Fodboldens Disciplinærinstans.
Opgøret mellem de to klubber endte 1-1. AaB ligger nummer seks i 1. division.
Bøden kommer på et ubelejligt tidspunkt for klubben, der i forvejen har en anstrengt økonomi.
I første halvår af 2026 havde AaB et underskud på 14,5 millioner kroner før skat.
Ikke det eneste pyroshow
Det er ikke kun AaB, der kan finde ud af at ‘fyre’ penge af.
For også til sidste uges derbykamp mellem FCK og Brøndby i Parken var der et enormt pyroshow.
Derbyet mellem FCK og Brøndby bød nemlig på noget af det måske mest omfattende brug af pyroteknik fra begge holds fangrupper, som vi længe har set. Her blev tribunerne flere steder dækket af tæt røg, mens romerlys og andet fyrværkeri lyste Parken op.
Flere videoer af episoden er gået verden rundt og bliver hyppigt delt i forskellige grupper og profiler på Instagram.
Det er dog ikke gratis at lade følelserne og fyrværkeriet få frit spil på tribunerne. Også i Superligaen kan brugen af ulovlig pyroteknik få økonomiske og sportslige konsekvenser for klubberne.
Det er endnu ikke afgjort, hvad dette show kommer til at koste hverken Brøndby eller FC København.
Tidligere har de to hold været uden udebanetilskuere som straf for lignende ballade.