Trump kommer ikke til at opføre sig som en såkaldt “lame duck”, hvis han taber Kongressen, mener analytikere.
Det har været to vilde år ved magten for USA’s præsident, Donald Trump.
Analytikere vurderer dog, at hans sidste to år kan blive endnu vildere, hvis Republikanerne mister kontrollen med Kongressen ved tirsdagens amerikanske midtvejsvalg.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Hvis Trump bliver en såkaldt “lame duck” – en præsident med begrænset albuerum – kan Trump blive mere hævngerrig end nogensinde før.
Det siger Peter Loge, der er direktør for School of Media and Public Affairs ved George Washington University, til AFP.
– Jeg tvivler på, at præsident Trump vil overgive sig uden kamp.
– Intet i historien tyder på, at han vil sige: “Jeg er blevet slået, min tid er forbi.” Hver gang Trump er blevet trængt op i et hjørne, har han råbt højere og taget kampen op, siger Peter Loge.
CNN’s reporter Stephen Collinson tilslutter sig.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Selv om et tab af Kongressen kan gøre Trump til en “lame duck”, vil han næppe opføre sig som én.
– Erfaringer fra hans første embedsperiode peger på benhårde juridiske kampe om både stævninger fra Kongressen og Demokraternes forsøg på at trænge helt ind i administrationens inderste og trevle hans familieøkonomi igennem for bevismateriale, skriver han i en analyse.
Trump har gjort det klart, at han vil bruge den samme tilgang, hvis Demokraterne vinder det ene eller begge kamre i Kongressen.
– Hvis vi ikke vinder, nedlægger jeg veto mod alt, har Trump sagt til New York Post.
Ifølge meningsmålinger står Demokraterne til at få flertal i Repræsentanternes Hus og også at udfordre Republikanernes kontrol med Senatet. Trump har ellers nydt godt af to år med flertal i begge kamre.
Hvis Republikanerne mister Repræsentanternes Hus, kan Demokraterne blokere lovgivning fra Trump og desuden indlede omfattende undersøgelser af hans administration.
– De vil sandsynligvis gå efter mig, og jeg vil gå efter dem, har Trump sagt til magasinet Time.
Præsidenten påstod ved præsidentvalget i 2020, at der var sket valgsvindel, og at han i virkeligheden havde vundet over demokraten Joe Biden. Trump havde ingen beviser for den påstand.
Det endte med stormen på Kongressen den 6. januar 2021.
RITZAU
Vidste du, at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store.