Chok-afsløring: Vil samle 100.000 tilskuere til gratis megakoncert

En gigantisk koncert kan være på vej til København. Det viser et notat, der ved en fejl blev gjort offentligt tilgængeligt tidligere på ugen.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Popstjernen Christopher trak for nylig overskrifter, da alle 60.000 billetter til hans koncert i Øresundsparken blev revet væk.

Koncerten bliver den største headlinerkoncert med en dansk artist herhjemme nogensinde.

Men hvis de planer, der nu er kommet frem i lyset, bliver til virkelighed, vil Christophers gigashow virke som en intimkoncert til sammenligning.

Bookingbureauet United Stage har nemlig planer om at arrangere en velgørenhedskoncert i Fælledparken, hvor der skal være plads til op mod 100.000 tilskuere.

Det fremgik ifølge TV 2 Kosmopol tidligere på ugen af et nu afpubliceret notat fra den offentlige dagsorden til næste møde i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Københavns Kommune.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der kan være op mod 60.000 mennesker foran Roskilde Festivals nybyggede Orange Scene. I Fælledparken vil United Stage angiveligt samle yderligere 40.000 tilskuere. Arkivfoto.

Et gigantisk velgørenhedsarrangement

I notatet lyder det ifølge TV 2 Kosmopol, at koncerten har potentiale til at blive ‘Danmarks største enkeltstående koncert’, der ‘overordnet har et velgørende formål’.

Det lyder videre, at der vil være tale om en gratis koncert i Fælledparken, hvor tilskuerne blot skal booke en billet på forhånd.

I booking-processen vil det være muligt at donere til velgørenhed, erfarer mediet, der dog ikke nævner, hvad og hvem pengene skal gå til.

Se også
Flere gæster blev klemt: Nu lukker Smukfest færre ind – og hæver priserne
Se også
Danske popstjerner slår pjalterne sammen: Starter stort projekt

I notatet skulle det angiveligt også lyde, at Københavns Kommune agter at give tilladelse til eventet, og at man er i tæt dialog med arrangørerne fra United Stage.

Venstres sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken og De Konservatives Morten Melchiors, der begge har snakket med TV 2 Kosmopol, er også positivt indstillet over for koncerten.

De lægger dog vægt på, at der skal kigges på rammerne omkring eventet i forhold til gener for beboere. Der skal for eksempel være styr på trafikafvikling og omfanget af afspærringen i Fælledparken.

“Det er ikke, fordi man skal hælde det ned ad brættet. Men tilladelsen skal betinges af, at man tager hensyn til, at beboere kan komme frem og tilbage,” siger Jens-Kristian Lütken til TV 2 Kosmopol.

Morten Melchiors, der er medlem af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, lufter overfor mediet desuden tanken om at afholde koncerten i Valbyparken, der blandt andet har dannet ramme om festivalen Syd for Solen.

Fælledparken lægger årligt græs til flere store arrangementer – heriblandt DHL Stafetten og markeringen af Arbejdernes Internationale Kampdag den 1. maj.

Hemmelige planer

Ifølge TV 2 Kosmopol var det omtalte notat tidligere offentligt tilgængeligt, men er siden blevet fjernet igen.

Mediet er dog fortsat i besiddelse af notatet og kan derfor bringe afsløringen af de hidtil hemmeligholdte koncertplaner.

Notatet skulle angiveligt have været en fortrolig orientering til medlemmerne af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, men blev altså ved en fejl offentliggjort.

Arrangørerne fra United Stage ønsker heller ikke at udtale sig om koncerten til mediet.

Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store

Annonce
Annonce
Annonce