Hamish Brown vandt Hangzhou Open og sikrede sig oprykning til DP World Tour. Kristian Bressum blev toer.
Det endte med total dansk dominans i weekendens golfturnering på Challenge Tour, som rangerer lige under Europas største tour, DP World Tour.
Efter nogle forrygende dage i kinesiske Hangzhou trak den 27-årige Hamish Brown sig sejrrigt ud af turneringen.
Inden sidste hul havde han på førstepladsen et forspring på tre slag, og derfor gjorde det ikke så meget, at han afsluttede turneringen med ugens første dobbeltbogey.
Han blev dermed den tredje danske vinder på Challenge Tour i denne sæson, hvor også Frederik Kjettrup og Sebastian Friedrichsen har vundet.
Med sejren rykker Hamish Brown op på førstepladsen på sæsonranglisten og er så godt som sikker på at rykke op på DP World Tour næste år.
Men Hamish Brown var ikke den eneste dansker, der var flyvende i Kina.
26-årige Kristian Bressum har nemlig åndet ham i nakken hele vejen til sidste hul og sluttede søndag alene på andenpladsen.
Efter Hamish Browns dobbeltbogey på sidste hul sluttede Kristian Bressum blot et enkelt slag efter sin landsmand – og tre slag foran den nærmeste forfølger.
Også han bejler nu til et tourkort til DP World Tour næste år.
Om to uger afgøres det i sæsonfinalen, om det lykkes ham at sikre sig oprykning.
Hvad angår oprykning, ser det endnu bedre ud for Sebastian Friedrichsen. Han er således allerede placeret i Challenge Tours top-15, som giver adgang til DP World Tour næste år, og ugens turnering i Kina har kun forbedret hans chancer.
Københavneren sluttede således Hangzhou Open på en delt femteplads og cementerede en imponerende dansk golfweekend i Kina.
RITZAU