Rød Alarmen på skole. Lærere må barrikaderede dørene, mens et stort antal politifolk med maskinpistoler rykker ud til skolen.
Dramatiske scener ved skole
Pludselig går alarmen, og lærerne må barrikadere dørene til klasseværelserne.
Politiet er massivt til stede. Også ambulancer er der mange af på adressen.
Området er afspærret af politiet, og de beder offentligheden om at forlade området omkring skolen.
(Artiklen fortsætter efter billedet)


Ifølge Fyens.dks oplysninger, som har talt med en elev, lød der pludselig en alarm over højtaleranlægget.
Alarmen lød: “Vi har rød alarm. Alle søger mod lokaler, som barrikaderes, vinduer lukkes og tildækkes. Vent for yderligere instrukser”
Derefter blev dørene til klasselokalerne lukket og barrikaderet af lærerne.
Eleverne på HF og VUC på Ejlskovsgade i Odense måtte derefter blot vente, indtil politiet ankom og kunne evakuere dem.
Fyns Politi har netop bekræftet, at de har mange patruljer i området omkring skolen. På billederne kan man se, at flere af politiets betjente har maskinpistoler med sig.
Mange elever er lige nu blevet samlet ved Storms Pakhus tæt ved skolen.
“Vi reagerer på en overfaldsalarm, og området er afspærret,” fortæller politiet.
Opfordring til forældrene
Evakueringen af skolens elever og lærere fortsætter stadig, oplyser politiet klokken 15.23.
De har også en besked til de berørte forældre.
“Vi opdaterer, så snart vi har nyt. Vi er opmærksomme på, at flere forældre er orienteret om alarmen, og vi beder forældre om ikke at søge mod skolen,” skriver politiet.
Ambulance kørt fra stedet
Der er fra politiets side på nuværende tidspunkt ingen meldinger om tilskadekomne.
Presse-fotos.dks udsendte har dog set en person blive kørt væk fra Storms Pakhus i en ambulance. Det er her, eleverne er blevet evakueret til.
Presse-fotos.dks udsendte på stedet fortæller, at mange af de evakuerede elever virker rystede og tydeligt berørte af den voldsomme situation.
Opdatering fra Politiet
Klokken 15.42 kommer Fyns Politi med en opdatering om situationen ved skolen.
Her fortæller politiet, at de fortsat er til stede ved skolen. Presse-fotos.dks udsendte observerer samtidig, at mindst 16 politibiler holder ved skolen.
»Det viste sig, at der var tale om en fejlalarm. Alarmen blev udløst ved et uheld,« oplyser politiet.
Der er ifølge politiet derfor ingen fare på færde, men de vil fortsat undersøge området for en sikkerheds skyld.
Har man brug for at tale med nogen efter hændelsen, kan man altid henvende sig til Offerrådgivningen på telefon 116 006, fortæller politiet.





