Moesgaard inviterer familier og børn ind til en unik mulighed i efterårsferien. Her kan man blandt andet gå på skattejagt med metaldetektor, møde skuespillere fra ‘Aros Skattens Hemmelighed’ og opleve rekvisitter fra serien på tæt hold.
Efterårsferien kan byde på en unik mulighed for at træde ind i universet fra DR’s nye familieserie ‘Aros Skattens Hemmelighed’.
På Moesgaard kan man nemlig gå på jagt efter spor fra vikingetiden med metaldetektor, opleve seriens skat og fire sølvmønter.
Derudover kan man møde skuespillere fra serien og gå på opdagelse i en genskabt kulisse.
Det oplyser Moesgaard i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Aros Skattens Hemmelighed’ er en spritny dansk fiktionsserie på fem afsnit.
Serien følger den 15-årige pige Frida, der finder en sjælden sølvmønt fra vikingetiden under en klasseudflugt til Moesgaard.
Det bliver startskuddet på en stor skattejagt, hvor fiktion og vikingetid smelter sammen, beskriver Moesgaard i pressemeddelelsen.
Serien kan ses fra den 3. oktober klokken 06.00 på DRTV og på DR1 samme dag klokken 19.00.
Arosmønter og skuespillere
Det helt store hit på Moesgaard i efterårsferien skal være den arkæologiske detektorlejr, hvor både små og store kan udforske med metaldetektoren.
På den måde kan man gå på jagt efter metalgenstande og de særlige ‘arosmønter’.
Finder man noget bliver det registreret i samarbejde med museets arkæologer og studerende fra Aarhus Universitet.
Detektorjagten kommer til at foregå mandag til fredag i uge 42 fra klokken 11-16.
Tidsbestilling er nødvendig og kan bookes på Moesgaards hjemmeside, fremgår det.
Mandagen i efterårsferien bliver desuden noget særligt på Moesgaard.
Her kan besøgende nemlig møde Hilde Marie Nsubuga Jensen og Bertram Lilliendal Krassel fra DR-serien.
De to spiller søskendeparret Frida og Bjørn.
Fra klokken 14.30-16.00 er de at finde i Moesgaard foyer. Her signerer de blandt andet serien officielle plakater.
Museet viser desuden finaleafsnittet i auditoriet mandag til fredag fra klokken 14.00-14.30.
Praktisk information
- Detektorjagt: mandag-fredag i uge 42 kl. 11-16. Tidsbestilling nødvendig
- Meet and greet med seriens to unge skuespillere: mandag i uge 42 kl. 14.30-16.00
- Finalevisning: mandag-fredag i uge 42 kl. 14.00-14.30
- Byvandringer med fokus på vikingelokationer i serien: 3., 4., 11., 17. og 18. oktober