I løbet af ugen har Kong Frederik i selskab med Royal Run-arrangørerne løftet sløret for de byer, der næste år skal danne ramme om den store folkelige motionsfest.
Indtil videre er fire nye værtsbyer blevet udvalgt til løbet for første gang nogensinde.
Og i dag kan Kongen præsentere den sidste Royal Run-vært.
Samtidig løfter arrangørerne sløret for, hvornår og hvordan du kan sikre din deltagelse i løbet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hav denne information klar
Mens borgerne i og omkring Silkeborg, Thisted, Vordingborg og Haderslev blev glædeligt overraskede over, at Royal Run kommer til byen, kommer den sidste værtsby næppe som noget stort chok.
Royal Run har nemlig ramt gaderne i København og på Frederiksberg ved hver udgave af løbet siden starten i 2018.
Og det bliver traditionen tro også tilfældet i 2027.
‘Vi glæder os til, at KBH/FRB for niende gang i træk lægger gader og stræder til Royal Run, og vi kan næsten ikke vente med at opleve den magiske atmosfære, der fylder hovedstaden, når vi løber og går sammen 2. pinsedag, 17. maj 2027,’ lyder det i et opslag på Royal Runs Instagram-profil.
Her annonceres det også, at tilmeldingen til arrangementet åbner den 30. september klokken 10.00.
Og her skal man altså være hurtig.
Da startnumrene til 2026-udgaven blev sat til salg sidste år, gik der blot fire og en halv time, før samtlige 111.500 pladser var revet væk.
Næste år bliver der plads til 102.500 deltagere, lyder det i en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund og DGI, der arrangerer løbet i samarbejde med Dansk Atletik.
Og derfor skal man sandsynligvis være endnu hurtigere på aftrækkeren i denne omgang.
På Royal Runs hjemmeside har arrangørerne lavet en guide til, hvilke informationer, du skal have klar, inden billetsalget åbner.
Du bliver nemlig bedt om både at vælge hvilken by, du vil deltage i, hvilken distance, du vil løbe eller gå, samt hvilken størrelse, du skal have årets Royal Run-T-shirt i.
Dertil kommer desuden personlige oplysninger og leveringsadresse, ligesom du vil blive spurgt om din tidligere erfaring med motionsløb.
I hver by kan man vælge mellem tre distancer, som man enten kan gå eller løbe på.
Det er den såkaldte ‘one mile’ – cirka 1,6 kilometer – samt ruter på henholdsvis fem og ti kilometer.
De konkrete ruter i de fem værtsbyer vil blive præsenteret på et senere tidspunkt.
Så mange pladser er der i hver by
Thisted: 10.000
Silkeborg: 17.500
Haderslev: 15.000
Vordingborg: 10.000
København/Frederiksberg: 50.000