Simon Kvamm får sit helt eget program: Her er de kendte deltagere

Otte kendte danskere bliver udsat for lidt af hvert, når Simon Kvamm indtager rollen som højskoleforstander i ‘Simon siger’.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Simon Kvamms karriere spænder sig over flere forskellige projekter og musikalske udtryk.

Som solist samt medlem af Hugorm, Nephew, De Eneste To og sågar Drengene fra Angora har den 51-årige musiker bevist, at han ikke er bange for at eksperimentere.

Den musikalske eventyrlyst skal han nu – med en vis portion magt – indgyde i en række kendte musikere i det nye program ‘Simon siger’.

Det annoncerer TV 2 i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Simon Kvamm har tonet frem på TV 2 tidligere. Nu får han sit helt eget program. Foto: Agnete Schlichtkrull/TV 2

‘Inspirerende, interessant og sjovt’

Simon Kvamm har som bekendt optrådt på TV 2 flere gange før – blandt andet som deltager i ‘Toppen af poppen’ og ‘X Factor’-dommer.

Nu giver stationen ham sit helt eget show.

Inspireret af sin egen tid på højskole – der blandt andet lærte ham at prøve sig selv af – indtager Simon Kvamm rollen som højskoleforstander i ‘Simon siger’.

På højskolen får han selskab af otte musikerkollegaer, som han udsætter for kreative benspænd og udfordringer, inden de skal optræde foran et publikum.

Som programmets titel antyder, står Simon Kvamms ord ved magt, og de kendte deltagere skal altså gøre alt, hvad værten siger.

“Jeg har altid drømt om at opfinde mit eget tv-program, og med det her koncept har jeg en fornemmelse af at bruge alt, hvad jeg har lært, og af at trække på erfaringer fra alle de felter, jeg har betrådt i underholdningsbranchen. Min fornemmelse er, at programmet balancerer noget, der både er inspirerende at deltage i som musiker og interessant og sjovt at kigge på som seer,” siger Simon Kvamm i TV 2’s pressemeddelelse.

Et stjernespækket og varieret hold

De otte deltagere i ‘Simon siger’ kommer med hver deres musikalske baggrund og lyd.

Det er nemlig Mumle, Martin Hedegaard fra Saveus, Peter Sommer, Soleima, Søs Fenger, TopGunn, Katinka og Kristoffer Jessen fra Søn, der tjekker ind på højskolen.

Flere af dem har Simon Kvamm tidligere stiftet bekendtskab med på den ene eller anden måde.

Men der er næppe nogen af de andre deltagere, der har brugt lige så meget tid sammen med programmets højskoleforstander, som Peter Sommer har.

Han har nemlig dannet duoen De Eneste To sammen med Kvamm. Sammen har de udgivet pladerne ‘De Eneste To’ og ‘Dobbeltliv’.

Senest medvirkede Peter Sommer desuden på Hugorm-nummeret ‘Hugorm nedlægger forsvaret’.

Den unge popkomet Mumle har også for ganske nylig tilbragt tid sammen med Kvamm, da hun netop har været på Grøn-turné med ham og resten af Hugorm.

Også Saveus-Martin har delt scene med programmets vært, da han blev hevet med på scenen under Kvamms Smukfest-optræden i august.

Sidst men ikke mindst var Katinka deltager i samme sæson af ‘Toppen af poppen’ som Simon Kvamm.

‘Simon siger’ har premiere på TV 2 Play og TV 2 lørdag den 10. oktober 2026.

Annonce
Annonce
Annonce