Tivoli afslører: Stjernenavne debuterer i næste års revy

To markante stjernenavne får deres revydebut i næste års udgave af Tivolirevyen. De får selskab af flere erfarne kræfter.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Efter en turbulent sæson med Linda P ved roret, vendte Tivolirevyen i år tilbage med Martin Miehe-Renard som instruktør og et helt nyt skuespillerhold på scenen.

Selvom anmelderne ikke var helt oppe at ringe over årets revy, var det trods alt en markant fremgang i forhold til modtagelsen i 2025.

Og det skal Martin Miehe-Renard altså nu forsøge at bygge videre på med et skuespillerhold, der byder på to gengangere fra dette års revy, et velkendt ansigt fra en tidligere udgave af revyen samt tre nye navne i Tivolirevyen-regi.

Blandt dem er to tv-stjerner, der aldrig før har optrådt på en revyscene.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Holdet til Tivolirevyen 2027. Fra venstre: Neel Rønholt, Niels Ellegaard, Sofie Jo Kaufmanas, Jesper Ole Feit Andersen, Rikke Bilde og Kasper Gattrup. Foto: Jonas Pryner Andersen / Tivoli TV

Veteraner og debutanter

Ved et pressemøde i Tivoli blev sløret tirsdag løftet for de seks skuespillere, der træder ind på scenen i Glassalen næste år.

Fra dette års Tivolirevy vender revyveteranen Niels Ellegaard samt Neel Rønholt, der fik sin revydebut i år, tilbage i 2027.

De får selskab af en tredje Tivoli-kending – nemlig Rikke Bilde, der var en del af revyholdet i 2024.

Kasper Gattrup, der har medvirket i blandt andet Sønderborg Revyen og Esbjerg Revyen samt skrevet tekster til en lang række revyer, får til gengæld sin debut i Tivolirevyen.

Og til sidst har vi to velkendte navne, der aldrig før har stået på revyscenen.

Det er de to populære skuespillere Sofie Jo Kaufmanas og Jesper Ole Feit Andersen.

Førstnævnte har dog lidt kendskab til revyverdenen, da hun tidligere har skrevet tekster til både Aarhus Revyen og Nykøbing Falster Revyen samt Svendborg Sommerteater.

Kaufmanas er blandt andet kendt fra serien ‘Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ og er snart aktuel i komediefilmen ‘Offroad’.

Feit Andersen har blandt andet haft rolle i serierne ‘De bedste år’ og ‘Sygeplejeskolen’.

Tivolirevyen 2027 har premiere den 3. juni 2027

Annonce
Annonce
Annonce