Et DSB-tog fra København mod Jylland med fodboldfans om bord er blevet standset på grund af røgudvikling.
DSB måtte akut evakuere tog efter røgudvikling.
Op mod 200 passagerer blev søndag eftermiddag evakueret fra et tog på vej fra København mod Odense på grund af røgudvikling.
Ombord sad forventningsfulde fodboldfans på vej til Superliga-braget mellem OB og FCK.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Først blev passagererne bedt om at trække ned i de bageste vogne, da der begyndte at lugte brændt.
Kort tid efter standsede toget ved Langeskov Station, hvor alle blev bedt om at forlade toget, skriver lokalmediet.
DSB’s pressevagt oplyser til Ritzau, at der ikke er meldinger om nogen personskade i forbindelse med røgudviklingen.
På grund af episoden er toget nu helt aflyst.
Fangede fodboldfans
Toget skal nu køres på værksted, hvor årsagen til røgudviklingen skal undersøges.
Aflysningen har ifølge Fyens Stiftstidende blandt andet skabt vanskeligheder for en hel del fodboldfans, der ifølge mediet var om bord på toget, og som skal se FCK og OB tørne sammen senere søndag.
DSB’s pressevagt oplyser til Ritzau, at alle passagererne er kommet med det efterfølgende tog mod Odense og Esbjerg.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Politiet er allerede mødt talstærkt op for at holde øje med de FCK-fans, som har etableret en fanzone midt i byen.
Dette har lukket den centrale Nørregade for trafik.
“En stor del af de mange fans vil samles i området omkring Nørregade, hvorfor Hjemmeværnet vil hjælpe med at dirigere trafikken i området,” skriver politiet i en pressemeddelelse tidligere på ugen.
Det vides endnu ikke, hvordan den nye situation med en stor gruppe forsinkede fans vil have betydning for dagens fanmarch og politiets håndtering af den.
Kampen
FCK ligger i øjeblikket på førstepladsen i Superligaen med fem sejre og et nederlag. OB ligger i bunden på en 10. plads med kun en enkelt sejr i løbet af de seks første kampe.
Men FCK kommer muligvis med trætte ben fra en midtugeskamp mod FC Nordsjælland. Desuden holder karantæner flere af FCK’s profiler uden for truppen søndag.
Der er tale om Andreas Cornelius, Mads Emil Madsen og Marcos López. Derfor kan det sagtens ende med at blive en spændende kamp.