Internationalt adopterede fra Sydkorea, Indien, Vietnam og Libanon kan nu få hjælp til at søge efter sin biologiske families historie.
Adopterede fra Sydkorea, Indien, Vietnam og Libanon kan nu få konkret og individuel hjælp med processen med at få indsigt i deres adoptionssag i landene.
Det skriver Socialministeriet i en pressemeddelelse.
Det er i en toårig periode, hvor de danske ambassader i landene vil gå i dialog med relevante myndigheder og opbygge netværk.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ambassaderne vil også kortlægge hvilke regler og forhold, der har betydning for den adopteredes muligheder for at finde oplysninger om egen baggrund og oprindelig slægt, lyder det.
“Det er meget menneskeligt og ikke mindst forståeligt at have spørgsmål til, hvor man kommer fra, og til sin egen historie. For nogle adopterede fylder de spørgsmål meget, mens andre ikke har det samme behov. Begge dele skal der være plads til. Et ønske om at vide mere om sin egen historie står ikke i modsætning til at være glad for sin adoptivfamilie og sit liv i Danmark,” lyder det fra socialminister, Monica Rubin (M).
“Men for dem, der søger svar, skal vi gøre, hvad vi kan for at hjælpe. Derfor styrker vi nu hjælpen til adopterede, der ønsker at finde oplysninger om deres historie og biologiske slægt. Det kan være en vanskelig proces på tværs af lande, myndigheder og forskellige regler, og her skal man ikke stå alene. Jeg er derfor glad for, at vi nu tager det her vigtige skridt.”
Det er dog ikke det eneste initiativ, der vil blive lavet for at sikre adopterede mere hjælp. Det lyder nemlig, at det blot er et ud af flere initiativer.
Der iværksættes blandt andet et projekt med gratis og uvildig rådgivning, lyder det.
Initiativerne sker som led i aftalen om en samlet indsats på adoptionsområdet mellem den daværende SVM-regering, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.
