Irina Babenko, Irina Olsen, Irina The Diva.
Den danske tv-personlighed, influencer og iværksætter er blevet kendt under flere forskellige navne, siden hun først gjorde sig offentligt bemærket som deltager i realityprogrammet ‘Fristet’.
Dengang hed hun Irina Babenko, men inden længe blev hun også kendt under kælenavnet Irina The Diva, der gennem længere tid var hendes brugernavn på Instagram og titlen på hendes internetblog.
I 2019 giftede hun sig med dj’en Faustix med det borgerlige navn Morten Brangstrup Olsen, og Irina Babenko blev derfor til Irina Olsen.
I efteråret 2025 kom det frem, at parret var blevet skilt, men Irina har altså holdt fast i Olsen – indtil nu.
‘Det første svære år efter skilsmissen’
I et Instagram-opslag torsdag afslører Irina, at hun udgiver bogen ‘Stærkere end stilheden’.
‘Jeg har skrevet en bog, som jeg selv havde brug for at læse, dengang mit liv langsomt gik i stykker og jeg mistede klarsynet. Jeg har ikke alle svarene, men jeg ved, hvor mange kvinder der genkender sig selv i stilheden,’ skriver hun i opslaget og afslutter:
‘Det er min historie – men den kunne lige så godt være din.’
På forlaget Gyldendals hjemmeside lyder det blandt andet, at bogen er ‘Irinas ærlige fortælling om det første, svære år efter sin skilsmisse’.
At efternavnet Olsen ikke er at finde på bogens cover, er ikke i sig selv nogen sensation.
Det samme var nemlig tilfældet, da den nygifte Irina Olsen i 2020 udgav bogen ‘IRINA – jeg rejser mig hver gang’.
Det er til gengæld værd at bemærke navnet, der står som forfatter til bogen.
Her har Irina nemlig tilsyneladende valgt at bytte Olsen ud med Draga – der er hendes mors pigenavn.
Tv-kendissen har tidligere luftet idéen om at skille sig af med Olsen – blandt andet over for B.T. sidste år.
Men selvom hun nu har givet eksmandens navn sparket i forbindelse med udgivelsen af den nye bog, er hun altså ikke kommet helt af med det.
Hun hedder nemlig fortsat @irinaolsen på Instagram, mens hun ifølge Se & Hør stadig hedder Irina Olsen i CPR-registret.