Tirsdag formiddag blev alle i og omkring Brøndby IF ramt af en tragisk nyhed.
En af Vestegnsklubbens største klublegender er gået bort i en alder af blot 57 år.
I de seneste timer er mindeordene strømmet ud fra både fans, mediepersonligheder og ikke mindst tidligere arbejdsgivere.
Den absolut mest markante arbejdsgiver i den afdøde legendes liv var selvfølgelig Brøndby IF.
Nu reagerer klubben, som den tidligere profil tørnede ud for i alt 384 gange, på det tragiske dødsfald.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Var med til at sætte et markant aftryk på dansk fodbold
‘Det er med stor sorg…’
Sådan påbegynder Brøndby IF forståeligt nok deres afsked til en spiller, der var mere end almindeligt vellidt på Vestegnen.
På klubbens hjemmeside mindes de blå-gule deres tidligere stjernespiller og sportsdirektør Ole Bjur.
‘Ole Bjur var gennem mere end to årtier en markant del af Brøndby IF. Først som spiller. Siden som assistenttræner og sportschef,’ lyder det blandt andet i mindeartiklen, hvor Bjur beskrives som ‘en vigtig del af dét Brøndby-hold, der i 1990’erne satte et markant aftryk på dansk fodbold’.
Og det kan man da også roligt sige, at han var.
384 kampe – heraf 284 i den bedste danske række – blev det til, før Ole Bjur lagde støvlerne på hylden som 32-årig i efteråret 2000.
Undervejs blev det til tre danske mesterskaber, to pokaltitler samt en kåring som Brøndbys bedste spiller i 1994.
Som det også nævnes i klubbens mindeord, betød karrierestoppet dog langt fra et endegyldigt farvel til Vestegnen.
Ole Bjur var nemlig efterfølgende en del af Brøndby IF’s Old Boys-hold, og i starten af 10’erne satte han igen sit aftryk på Superligaholdet.
I 2010 blev han nemlig en del af trænerteamet på en konsulentaftale, hvorefter han fra 2011 til 2013 besad stillingen som sportschef.
“Det har været fantastisk at komme tilbage til den klub, jeg holder allermest af,” lød det fra Ole Bjur, da han i 2013 tog afsked med klubben for anden gang.
Det citat har Brøndby IF valgt at tage med i deres mindeord.
‘Ole Bjur efterlader sig et uudsletteligt aftryk på Brøndby IF’s historie. Vores allervarmeste tanker går til Ole Bjurs familie og nærmeste i denne svære tid. Æret være Ole Bjurs minde,’ lyder det slutteligt fra klubben, som navnet Ole Bjur for altid vil hænge uløseligt sammen med.
