Dating-apps som Tinder og Hinge har i mange år styret det danske datingmarked.
Det har på nogle punkter gjort det mere bekvemt – og måske mindre angstprovokerende – at lede efter kærligheden.
Men i en verden, hvor det første møde er digitalt, og den næste kandidat blot er et swipe væk, kan det også være svært at finde den eneste ene i mængden.
Det har flere unge singler måske fundet ud af på den hårde måde.
I december kunne nye tal fra Danmarks Statistik i hvert fald afsløre, at der i de seneste år er sket en tilbagegang i procentdelen af danske unge mellem 16 og 34 år, der benytter sig af dating-apps – mens der generelt er sket en stigning i brugen af dating-apps blandt de ældre generationer.
Populariteten af fysiske events for singler peger ligeledes i samme retning.
En af arrangørerne bag disse events er det såkaldte ‘single-community’ Forelsketienfart.
De afholdt fredag og lørdag deres årlige Singlefestival på Refshaleøen i København.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Havde plads til mange flere
Forud for årets Singlefestival kunne lokalmediet MigogKBH fortælle, at der var plads til 1.200 gæster både fredag og lørdag på Refshaleøen.
På festivalens første dag lød det dog fra TV 2 Kosmopol, at 600 håbefulde singler på 25 år og derover havde meldt sig til eventet, der kostede 495 kroner for en fredagsbillet og 595 kroner for en lørdagsbillet.
Presse-fotos.dk’s fotograf, der var til stede på festivalpladsen mellem 18 og 21, kunne efter eventet da også melde om en lidt blandet stemning på pladsen.
Der var ellers nok med aktiviteter på programmet – både musik, talks og diverse datingaktiviteter.
Og det var da også tydeligt, at nogle hyggede sig, men den helt store festivalstemning udeblev – i hvert fald i det tidsrum.
På trods af dette, skal der dog nok være nogen, der under eventet har fundet kærligheden på den gammeldags måde.











