Sydsiden har fået nok: Brøndby-fans varsler markant boykot

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Brøndby IF’s inkarnerede fanklub Sydsiden Brøndby vil tage drastiske midler i brug for at komme kontroversielt fænomen til livs.

Brøndby IF’s mest inkarnerede fans på Sydsiden er som bekendt ikke rædde for at give deres meninger til kende.

I den forgangne sæson var det særligt de mange sene søndagskampe på klubbens kampprogram, der mødte stor modstand fra holdets fans.

Det kom blandt andet til udtryk under en udebanekamp mod OB i oktober 2025, hvor de blå-gule fans kastede både mønter, konfetti og tennisbolde på banen.

Få dage senere beklagede Divisionsforeningen officielt for at have tildelt Brøndby IF for mange sene søndagskampe.

Men nu er den tilsyneladende gal igen på Vestegnen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

‘Koster fridage eller fravær’

Mandag aften klokken 19.00 tager Brøndby IF imod Silkeborg IF på Brøndby Stadion.

Men holdet fra Vestegnen skal ikke regne med at blive mødt af den velkendte opbakning – i hvert fald ikke i kampens første kvarter.

Forud for opgøret har Sydsiden Brøndby nemlig besluttet at lave et stemningsboykot i de første 15 minutter af kampen.

Det annoncerer fanklubben i et Facebook-opslag.

Det skyldes dog ingenlunde utilfredshed med spillet på banen, der indtil videre har givet klubben 10 point i fire kampe og muligheden for at komme tilbage på førstepladsen med en sejr eller uafgjort i dag.

I stedet er det igen planlægningen af kampprogrammet, der har fået Brøndby-fansene op i det røde felt.

‘I aften møder Brøndby IF Silkeborg på hjemmebane. En hverdags-udebanetur for Silkeborg på mere end 400 kilometer. En sådan tur koster som oftest fridage eller fravær for dem, som vælger at tage af sted. Og det er desværre ikke et sjældent tilfælde, men tværtimod en ugentlig procedure for danske udebanefans, når kampprogrammet dikteres uden skelen til de mennesker, der rent faktisk skal rejse til kampene,’ lyder det i Facebook-opslaget.

Sydsiden Brøndby henviser til, at der i fem uger i streg – fra runde 4 til og med runde 8 – er planlagt mandagskampe mellem et sjællandsk og et jysk hold.

Det betyder altså, at fans skal rejse tværs over landet på en hverdagsaften for at støtte deres hold.

Aftenens protestaktion kommer i solidaritet med Silkeborg IF’s fanklub, der har valgt at boykotte turen til Vestegnen helt.

Sydsiden meddeler i Facebook-opslaget, at klubbens spillere er blevet informeret om stemningsboykottet.

Annonce
Annonce
Annonce