Vladimir Putin udtaler nu, at ‘Pandoras æske’ er blevet åbnet. Det betyder, at der ifølge Rusland er sat en kæde af uventede og alvorlige problemer i gang ved én handling.
Krigen i Ukraine har siden sin begyndelse i 2022 skabt dyb usikkerhed på det europæiske kontinent.
Konflikten har ikke kun store menneskelige og økonomiske konsekvenser for Ukraine, men påvirker også Europas sikkerhed, politik og forholdet mellem landene.
Samtidig vokser frygten for, hvordan krigen vil udvikle sig, og hvilke konsekvenser den kan få for resten af Europa.
I den forbindelse er der nu nyt, da Vladimir Putin kommer med en uhyggelig besked.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ukraine har åbnet en “Pandoras æske” med sine angreb på økonomiske mål i Rusland.
Det siger den russiske præsident, Vladimir Putin, lørdag til statsligt russisk tv.
Putin advarer om, at Rusland vil svare igen mod Ukraines “mest følsomme økonomiske sektorer”.
– Regimet i Kyiv satte sig for at skade vores økonomi. Hvad gjorde det? Det åbnede selv denne Pandoras æske, siger Putin.
Udtrykket henviser til en fortælling i græsk mytologi. Det bruges om at foretage en handling, der udløser uoverskuelige konsekvenser.
Putin siger videre, at Rusland altid vil reagere på angreb mod landets territorium.
– Vil I forstyrre vores logistik? Så varer det ikke længe, før vores gengældelse kommer, siger Putin ifølge det statslige nyhedsbureau Tass.
– Jeg har sagt det mange gange. Der kommer altid et svar.
Ukraine har hen over sommeren øget antallet af droneangreb mod russisk økonomisk infrastruktur.
Blandt andet har ukrainerne angrebet olieanlæg og lagre tilhørende den store onlineforhandler Wildberries.
Det er sket i et forsøg på at ødelægge infrastruktur, som ifølge Ukraine er central for Ruslands krigsindsats.
Rusland har svaret igen med angreb på blandt andet Ukraines korneksport, der går via Sortehavet.
Putin hævder, at de russiske angreb, som har bragt Ukraines landbrugseksport i fare, ikke vil føre til global fødevaremangel.
Rusland vil være i stand til at erstatte den ukrainske eksport, lyder det fra den russiske præsident.
– Vi står ganske vist over for udfordringer med at få vores varer sendt ud, men vi vil løse disse problemer. Derfor vil der ikke være mangel på det globale marked, siger Putin.
Rusland og Ukraine har tidligere overholdt en aftale, som var mæglet på plads af Tyrkiet, om at beskytte korneksporten via Sortehavet.
Men Rusland trak sig fra aftalen i 2023.

