En omfattende flyvelederstrejke skaber allerede problemer for flytrafikken. Søndag bliver lufthvnen, helt lukket i fem timer, og omkring 9000 passagerer risikerer at blive ramt.
Det er kaotiske tilstande i lufthavnen.
Alle fly er holdt nede på jorden.
Det skyldes en kæmpe strejke blandt flylederne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Flyrejsende til og fra Norges hovedstad kan søndag blive mødt af et voldsomt rejsekaos.
Oslo Lufthavn, Gardermoen, bliver nemlig lukket for al passagertrafik i fem timer.
Lukningen sker fra klokken 06.30 til 11.30 søndag formiddag, oplyser det statslige norske lufthavnsselskab Avinor ifølge VG.
Årsagen er en igangværende strejke blandt norske flyveledere, som allerede har skabt betydelige forstyrrelser i flytrafikken.
72 fly aflyst
For flyselskabet Norwegian har strejken allerede fået alvorlige konsekvenser.
Selskabet oplyser, at 72 flyafgange bliver aflyst som følge af lukningen søndag.
Samtidig forventes problemerne at fortsætte efter genåbningen.
Norwegian oplyser, at berørte passagerer løbende vil blive kontaktet via sms og e-mail.
»Vi gør alt, hvad vi kan, for at håndtere de problemer, som denne strejke forårsager vores kunder, men der må sandsynligvis forventes forsinkelser et godt stykke ind i morgen,« siger Norwegians pressechef Lina Lindegaard Carlsen til VG.
Og konsekvenserne kan mærkes af rigtig mange mennesker.
Ifølge Norwegian bliver omkring 9000 passagerer påvirket af strejken.
Flytrafikken ramt flere dage i træk
Allerede lørdag var der problemer i den norske luftfart.
Her blev flere fly både forsinket og aflyst på grund af strejken.
Søndag bliver situationen yderligere forværret, når Gardermoen i fem timer helt lukker for passagertrafikken.
Det kan få konsekvenser langt ud over selve tidsrummet, fordi fly og besætninger bliver forskudt, når afgange må aflyses eller flyttes.
12 flyveledere strejker
I alt er 12 flyveledere i strejke ved Oslo Lufthavn, Gardermoen, og Bergen Lufthavn, Flesland.
Men konflikten handler ifølge flyvelederne ikke om løn.
Flyveledernes arbejdsgiver, Spekter, har tidligere kaldt strejken uforståelig og peget på, at flyveledere er blandt de bedst betalte grupper i Norge.
Formanden for den norske flyvelederforening, Robert Gjønnes, afviser imidlertid, at lønnen er årsagen.
I stedet handler konflikten blandt andet om pauser og såkaldte livsfasepolitikker.
Ifølge flyvelederforeningen kan medarbejdere risikere at arbejde fra klokken 08.00 til 16.00 uden pause.
Det mener foreningen er uacceptabelt.
Ingen løsning i sigte
Og lige nu er der ikke meget, der tyder på, at flykaosset stopper foreløbig.
Ifølge VG er der ingen løsning på strejken i sigte, og der er endnu ikke planlagt nye møder mellem parterne.
Dermed kan flyrejsende fortsat risikere aflysninger, forsinkelser og ændrede rejseplaner, mens konflikten mellem flyvelederne og deres arbejdsgiver fortsætter.
For de tusindvis af passagerer betyder det én ting: Søndagens rejse kan blive langt mere besværlig end forventet.
